Filmz
I ’Mutiny’ åbnes fragtskibets skumle last

Mutiny

Medvirkende:

Jason Statham, Annabelle Wallis, Roland Møller

Instruktør:

Jean-François Richet

Filmlængde:

95 minutter

Genre:

Action, Thriller

I ’Mutiny’ åbnes fragtskibets skumle last

Jason Statham er Jason Statham i ny Jason Statham-film

Jason Stathams navn på hovedrollelisten i en film er næsten en garanti for, hvilken film man får. I en lang liste af troper kan man nævne følgende forløb, der regulerer filmene som en naturlov på linje med tyngdekraften: Everyday honest working man og force of nature Jason Statham kommer ud for en tragisk og uretfærdig handling, hvorefter han med minimal dialog og dybde ene mand tager kampen op mod systemet. Nogle gange har han også en bizar amerikansk accent. Det er ikke en kritik af Statham, det er i stedet imponerende at have en mindre filmøkonomi bygget op over sin persona og at kunne lave variationer over samme tema og stadigvæk holde det friskt.

Mutiny, årets sensommerbud på en Statham actionthriller, passer glimrende på denne beskrivelse. Sikkerhedsvagt Cole Reed (Statham) skal forsøge at rense sit navn, efter en konspiration myrder chefen Tibu (Ramon Tikaram) og forsøger at få ham ned med nakken. Sporene leder ham ud på et fragtskib med en mistænkelig last, hvor han iblandt besætningen skal sondre venner fra fjender i et cast, der bl.a. inkluderer Annabelle Wallis og danske Roland Møller i en skurkerolle.

Det er ikke for at sige, at plottet er sekundært. Men en actionthriller som denne, hvis troperne ikke skal blive til deciderede klichéer, afhænger meget af actionsekvenserne, der gerne skal understøtte plottet og de tematiske konflikter. Spørgsmålet er derfor, om Mutiny leverer neglebidende actionsekvenser eller bare putter Stathamformlen på åbent farvand?

Fragtskibets magt

Svaret er langt hen ad vejen, at Mutiny formår at bruge fragtskibets mange hemmelige rum og dæk som ramme for en række medrivende actionsekvenser. På mange måder er det Die Hard-formlen: spær helten inde i et lille område sammen med skurkene, og lad dem jagte hinanden. Men det er en klassiker, fordi det fungerer, og det giver anledning til, at Statham skyder og slår løs.

Filmet på et fragtskib på åbent hav fornemmer man faren og den klaustrofobiske atmosfære. Settingen på et fragtskib passer også godt til hele det internationale konspirationsplot. For at forklare, hvad jeg mener, er jeg nødt til at gå lidt ud ad en tangent.

For fragtskibet indeholder en enorm symbolsk betydning såvel som konkret magt. Det er en af hovedpointerne i den amerikanske historiker Marc Levinsons bog The Box, der bl.a. argumenterer for, at opfindelsen af containeren har været med til at ændre, hvordan verden hænger sammen. Teknologien, der tillader varer at blive sendt over verdenshavene til billige penge, har ikke bare indflydelse på, hvad vi kan købe på et givent øjeblik, men også på de jobs, vi kan få, indflydelse på, hvordan vi handler med andre lande, og indflydelse på, hvordan vi tænker på handel og afstande. Containerens indførsel i 1950’erne og dens foretrukne transportmiddel, fragtskibet, har været en verdensskabende kraft.

På den måde er valget af et fragtskib til at understøtte idéen om en international konspiration elegant, omend konspirationen i sig selv sidder fast i actionklichéernes didaktiske moralske univers. Ingredienserne til god actionunderholdning er der med andre ord.

Desværre er det, som om filmen sætter sig imellem to stole.

For på den ene side er der masser af referencer og easter eggs til andre actionfilm i filmen (særligt Die Hard), men de lires af på tør manér, nærmest uden glimt i øjet. Det gælder både ift. humoren såvel som det visuelle. Stathams tidligere film, som f.eks. The Beekeeper, har været gode til at prikke til genrens troper uden at være deciderede morsomme. På samme måde ville filmen have været godt tjent med et kamerasprog, der legede lidt mere med settingen eller med genren. Det føles desværre en anelse for sikkert og på automatikken til tider.

Det havde været fint at lade filmen være mere seriøs og mørk i tone såvel som indelukket i præmis, hvis den gik helhjertet efter at være det. Men på den anden side er det, som om den heller ikke kan være det fuldstændigt.

Tag f.eks. sidekaraktererne, der trods fine præstationer fra Welles og Møller ikke for alvor kommer til deres ret og forbliver i det karikerede uden for alvor at føles hele. Det er nok et biprodukt af, at Stathams Cole Reed altid føles i fuldstændig kontrol. I Mutiny kan man gøre det på Cole Reeds måde, eller man kan gøre det på den forkerte måde.

Som sagt lader Mutiny heller ikke præmissen forblive indelukket. Alt, der foregår på fragtskibet, er i mine øjne væsentligt mere vellykket end de underligt mange svinkeærinder, filmen tager væk fra det. Det inkluderer f.eks. en amerikansk militærpersonlighed med et detektivgen, der ville imponere Sherlock Holmes.

Er man Die Hard-fan, Jason Statham-fan eller har man bare tømmermænd, er der meget værre måder at bruge en halvanden time på.

Mutiny kan ses i biografen fra d. 20/8.

Kort om filmen

I MUTINY bliver Cole Reed beskyldt for mordet på sin chef, en magtfuld industrimilliardær, der bliver dræbt for øjnene af ham.
Det sender ham på flugt, mens han må kæmpe for at afsløre en international sammensværgelse.

Trailer

Galleri

Credit: Nordisk Film Distribution
Credit: Nordisk Film Distribution
Credit: Nordisk Film Distribution
Credit: Nordisk Film Distribution
Ads by MGDK