Andrew Scott stråler som meteorolog i 2. Verdenskrigsdrama, hvor spændingen ligger i, om det nu engang er sandt, at det altid regner i Storbritannien. Takket være en klaustrofobisk atmosfære og gribende præstationer leverer vejrudsigtsdramaet imidlertid et spændende omend sikkert krigsdrama.

Med ordene ”I don’t need a weatherman to know which way the wind blows” fremsagde Bob Dylan en sund antiautoritær og meteorologskeptisk livsfilosofi, jeg siden har levet mit liv efter.

I Pressure har general Dwight D. Eisenhower (Brendan Fraser) ikke desto mindre brug for ikke bare en, men to meteorologer til at bestemme, om vejret egner sig til en storskala invasion af Europas fastland. Derfor indkalder han i sidste øjeblik den anerkendte James Stagg (Andrew Scott) som topvejrguru på et hold af meteorologer, der blandt andre indeholder den succesfulde Irving P. Krick (James Messina).

De to meteorologer, forskellige som det britiske vejr er lunefuldt både på temperament såvel angående videnskabelig metode, konkurrerer derfor om at overbevise Eisenhower om vejrudsigten om 72 timer for at finde ud af, om der er et go til D-dagsdatoen.

Et krigsdrama om, hvorvidt det kom til at regne i 1944 med yderst få actionsekvenser, lyder indrømmet ikke særligt spændende, men det er det faktisk. For når man er oppe imod nazister, hjælper det ikke at have vejret imod sig.

Sejler vi ind i orkanens øje?

Det største kompliment, jeg kan give Pressure, er, at den formår at føles, hvis ikke original, så i hvert fald ikke som den samme krigsfilm, man har set mange gange før. I en genre som 2. Verdenskrigsfilmen, en overmytologiseret og endevendt genre, er det noget af en bedrift.

Pressure er i stedet en gennemgående fangende film. En af hovedårsagerne til dette er, at man mærker presset fra alle vinkler (et billigt ordspil – undskyld). Understregende dette står to pressede mennesker. Stagg er presset af en række utålmodige generaler, ledet af en passende arrogant general Montgomery (Damian Lewis), der presser på for at få et go til operationen. Eisenhower er presset af embedets vægt og tyngde og på, hvorvidt han skal tro Stagg eller Krick, når han ser den smukke majdag udfolde sig udenfor.

Præstationerne får filmen til at fungere. Særligt gør Scott det decideret fremragende som stille, hyperkompetent, sympatisk og principfast helt, der koldt observerer, at han er ligeglad med, om han er hadet, så længe han bliver lyttet til. Når man ser solskinsdagen udenfor, kan man næsten blive i tvivl om, hvad der faktisk endte, trods D-dag er et veldokumenteret emne.

Supportcastet er også glimrende: Messina er særligt stærk som Scotts selvfede modpart, Kerry Gordon er god i rollen som Eisenhowers brobyggende assistent Kay Summersby, og Fraser gør det fint med lidt materiale, da Eisenhowers karakter i filmen læner sig faretruende tæt op ad karikatur.

Men som vi ved, især efter denne sommer, har det været en del af den vestlige historiefortælling at prædike afmålt, rationel kontrol over følelser, siden Odysseus bandt sig fast til masten for at undgå sirenesangen.

Krigsfilmen 2026: først som geni, nu som et lidt mindre geni

Det er imidlertid i sine dyder som velfortalt drama, at nogle af Pressures mindre stærke sider viser sig selv. For selvom historien er ny(ere om ikke andet), er udførelsen det ikke hele tiden.

Narrativet undgår som sagt at være endnu et great man-biopic ved at undgå de værste af genrens troper. Ikke desto mindre er filmen blot endnu en film om, hvordan teknisk dygtighed og opofrelse vandt De Allierede krigen. Altså, den sidste i en meget lang liste af film med det udgangspunkt. Det betyder i sekvenser, at filmen er meget forsigtig med at gå uden for denne formel. Det er der selvfølgelig som sådan ikke noget galt med, der er en god grund til, at det er en klassisk formel, men desværre er der for mange scener, hvor man kan se tandhjulene dreje rundt.

Det er opsummerende for filmens forhold til karaktererne: teknisk kompetent fortalt, men også lignende kendte arketyper. Med undtagelse af Scotts og måske Messinas føles de andre karakterer en anelse tynde og træge, og man sidder tilbage med ønsket om, at filmen kunne have taget lidt flere risici eller havde haft en krølle på halen.

Pressure leverer akkurat det kompetente orkandrama, den lover. Min meteorologskepsis er mindsket, og tak til Scott for det.

Pressure kan ses i biografen fra d. 10/9.