Spider-Man: Brand New Day søger at lægge dagslys mellem sig og de foregående Spider-Man-film, men det er stadig uklart, hvad den nye dag byder på for edderkoppen.

Tom Hollands Spider-Man er endelig tilbage med en fjerde film. Fem år er gået siden den sidste film i serien, publikumssuccesen Spider-Man: No Way Home, der samlede tråde fra de tidligere film og fungerede som en naturlig narrativ konklusion på Hollands Spider-Man. Nuvel, der blev lagt op til flere film, men karakteren Peter Parkers udvikling virkede bearbejdet og fortalt. Spørgsmålet er derfor, hvordan man så bringer menneskearachniden tilbage uden at risikere at løbe tør for narrative kræfter? Hvordan undgås en flad fortsættelse til ensemblefesten i No Way Home, der udvidede Spider-Man i bredden?

Spider-Man: Brand New Days svar er at grave i dybden og oprulle Peter Parkers isolation. Ved filmens start er Peter Parker, hvor No Way Home efterlod ham: venneløs og alene. Familieløs og glemt af alle andre, han har haft kær, inklusive MJ (Zendaya) og Ned (Jacob Batalon), må Peter Parker holde New York City sikker. Tilbage er kun prekære arbejdsbekendtskaber såsom frenemyen The Punisher (Jon Bernthal) og den AI-assistent, Spider-Man kontrollerer. Alle i New York City elsker Spider-Man, men ingen i byen kender Peter Parker. Og man føler virkelig med ham, når man ser, hvordan han kæmper med konsekvenserne af sin egen heltegerning.

Intet er imidlertid så dårligt, at det ikke er godt for noget. Uden nogen work-life balance at tage højde for får Spider-Man derfor hurtigt sat New York Citys superskurke bag tremmer.

Denne trøstesløse status quo trues imidlertid af en mystisk skurk, der lader til at kunne overtage andres sind og kontrollere dem. Bekymret over denne nye trussel må Peter Parker hurtigst muligt få styr på sit indre tumult, der forståeligt nok tiltager i takt med Spider-Mans enegang.

På den måde kan man godt mærke, at nye kreative kræfter har sat sig bag roret. Ud er gået Jon Watts, instruktør af de tre foregående film i serien, og ind er kommet Destin Daniel Cretton, nok mest kendt for Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings fra 2021.

Og det kan mærkes. For når filmen er bedst, er den lige dele buddycopfilm (mellem Punisher og Spider-Man), mysterie og identitetskrise.

Ved at skrue ned for tempoet og virkelig gå i detaljer med Peter Parkers isolation får filmen på glimrende vis etableret de tematiske og følelsesmæssige indsatser. Filmen får brugt Holland glimrende, og han leverer en moden præstation. Det giver en tyngde, der klæder fortællingen. Derfor føler man også dybere for de få pejlemærker, Peter Parker har tilbage, såsom båndet mellem New York City og Spider-Man, som filmen fokuserer glimrende på.

Filmen er stærkest i første halvdel, hvor action og fortælling væves engagerende sammen i det inddragende, centrale mysterie. Krydret med referencer til Spider-Mans historie og ikonografi er der her masser at hente for hardcorefans, omend særligt én karakter i første halvdel er med til at skabe nogle af filmens mest skurrende scener.

I første halvdel fungerer buddycop-elementet særligt godt, og kemien er god. Jeg er derfor mere villig til at se bort fra, at CGI’en ikke altid skaber de mest inddragende actionsekvenser, eller at scenografien i filmen til tider føles generisk. Det er man også, fordi konturerne af en personlig vision fra Cretton kan anes, en vision, der længe har manglet i live-action-Spider-Man-universet.

Desværre er det ikke en gnidningsfri overgang til den nye dag for Spider-Man.

Således mister plottet gennemslagskraft i anden halvdel, efterhånden som mysteriet langsomt opklares. Det er desværre en del, der er umulig at diskutere uden at spoile filmen. Payoffet lever ikke op til setuppet. Og det er ikke kun mysteriet, der ikke leverer. Luften ryger for alvor ud af ballonen i filmens anden halvdel og særligt mod slutningen.

En af hovedårsagerne til, at narrativet mister juice, virker til at være, at fokus ryger væk fra den centrale konflikt og i stedet hen på sideplots og distraktioner. I disse sekvenser mærkede jeg for alvor filmens længde på 145 minutter.

En hovedårsag til, at filmen her føles langsom, kan være, at det er en Marvel-produktion. Meget er sket med Marvels filmproduktioner, siden Spider-Man første gang optrådte på det store lærred som en del af virksomhedens cinematiske univers, MCU, i Captain America: Civil War. I det årti, der er gået siden, har netsvingeren haft travlt med at beskytte New York City og resten af verden, mens Marvel er gået fra at sidde triumferende på blockbustertronen med en række film, der kulminerede med Avengers: Endgame, til at famle i blinde.

Okay. Måske er famle i blinde at tage munden for fuld: Marvel er uden tvivl stadig en mastodontfranchise. Alligevel fornemmes der en metaltræthed i de skuffende billetsalg for en række film samt i flere projekter med lunkne anmeldelser.

Det er derfor svært ikke at se mange af de eksisterende biroller, gæsteoptrædener og mindre vellykkede stilistiske valg i Spider-Man: Brand New Day som et resultat af og symptomatisk på denne større Marvel-stilstand.

Filmen leverer derfor ikke gennem alle 145 minutter. Men er man stor superheltefan og fan af Marvel-film helt generelt, er der masser at komme efter alligevel.

Spider-Man: Brand New Day kan ses i biografen fra den 29. juli.