Smukke landskaber og dragende actionsekvenser præger Ridley Scotts nyeste film med vanlig kompetence, men ligeledes gør vanlige fortællerbegrænsninger.

Hvis du er ligesom mig, har du helt sikkert mødt den der anstrengende person, der overlegent forfalder til kynisme og alligevel belærende affejer dine blåøjede håb om, at verden kan forbedre sig. Den type person, der ifølge dem selv ”ikke er pessimist, men realist”.

En dosis kynisme forklædt som realisme kan selvfølgelig være tiltrængt ved lejlighed, men det kan blive trættende i længden. I The Dog Stars bor vores blåøjede, men sårede helt, Hig (Jacob Elordi), imidlertid med Bangley (Josh Brolin), der serverer ham en daglig portion skepsis.

Jeg kan imidlertid bedre forstå Bangley end mange andre selverklærede ’realister’. For ved filmens begyndelse i 2035 er verden stadigvæk i gang med at komme sig over en influenzapandemi, der har udryddet civilisationen, som den tidligere fungerede. Der er få overlevende, og det er ikke til at vide, hvem Hig kan stole på, udover sin trofaste hund, Jasper.

Hig og Bangley udlever derfor den ultimative postapokalyptiske prepperfantasi ved at leve i et selvlavet fort. Hig og Jasper samler føde og scouter efter overlevende fra et gammelt fly, som Hig flyver, imens han forsøger at få kontakt med omverdenen på flyradioen. Da han endda får en transmission, må han beslutte sig for, om græsset er grønnere på den anden side. Om han lader håbet eller realismen vinde.

Mere end bare Covid-sploitation

The Dog Stars’ største force er den gribende meditative stemning, der skabes af den postapokalyptiske stemning. Denne atmosfære er hjulpet godt på vej af de mange flyveture og landskabsskud set fra flyet. På de mange flyveture får man en langsom fornemmelse af, hvordan både verden og de overlevende har ændret sig siden sygdommen.

Stemningen er hjulpet på vej af nogle interessante stilistiske valg. Således foregår filmen i 2035, men det er alligevel en film, der er bagudskuende i syn. På trods af dens branding som sci-fi-film ses inspirationen fra både nye og gamle Hollywood-film. Når de er bedst, minder flysekvenserne f.eks. om Howard Hawks’ klassiker Only Angels Have Wings, hvor døden lurer under hver eneste flyvetur. Den låner især vellykket fra westerngenren (med en enkelt uheldig undtagelse) såvel som fra mange andre postapokalyptiske film.

Den største styrke er derfor filmens stille western-lignende setting i en gold, kold, nådesløs verden, hvor der kæmpes mod elementerne såvel som mod potentielle røvere. Sekvenserne er filmet med Scotts vanlige tekniske overlegenhed og knowhow. Mange ting kan man sige om ham, men det er en instruktør, der kan filme og frame som få. Det gælder både i flyet og til fods i det store skovlandskab.

Denne stille atmosfære er dog modarbejdet af en noget tempoforvirret og rodet film, der både føles enormt langsom i starten såvel som i slutsekvensen. Det er ikke hjulpet af, at hverken hovedkarakteren eller de supplerende karakterer er udforsket i dybden. Selvom karaktererne gives lidt dybde, og selvom præstationerne alle er gode til glimrende, kommer de aldrig ud over skærmen. En af grundene til dette er kontraintuitivt nok, at karaktererne ofte bare forklarer deres motivation fremfor at hinte den. Det får karaktererne til at virke tyndere, end de egentlig er, og sikkert også end de er i bogen, filmen baserer sig på.

Det ville være et mindre problem, hvis filmen i stedet var fuld af suspense eller fuld af morsomme sekvenser. I mangel på noget af dette fremstår filmen afdæmpet på et niveau, hvor man til tider falder ud af historien, og det bliver svært at komme igennem filmen.

Der er dog undtagelser til dette. Actionsekvenserne er således levende, inddragende og dejligt blodige. Blandt andet er der en fremragende actionsekvens, der foregår, da Hig skal til at lette.

Desværre er der tale om gode scener, der er en del af en mindre effektiv, større fortælling.

Fyldt med bjergtagende landskaber og kameraindstillinger oser The Dog Stars af teknisk kompetence. Her er der masser at komme efter for fans af Hozier, Ridley Scott og postapokalyptiske film. Som en, der ikke er synderligt begejstret for nogen af de tre ting, savnes der mere gods og fokus i fortællingen. I fraværet af disse er 120 minutter en voldsom flyvetur for en kort dag på stranden.

Brugte Filmz halve stjerner, havde filmen fået tre en halv.

The Dog Stars går i biografen fra d. 27/8.