[b]Under isen[/b]

Du enten elsker eller hader hende – ligesom USA. Sådan siger én af de mange vidner til historien om kunstskøjte-stjernen Tonya Harding, der spillet af Margot Robbie bare beskriver sig selv som en ‘ægte person’. “I, Tonya” er eksmanden, moderen, træneren, håndlangeren, sladder-journalisten og Tonyas historier om det, der skete før og efter, at konkurrenten Nancy Kerrigan fik smadret sit knæ kort før OL i 1994. Og så er det den store historie om den amerikanske drøm, de smukke tabere og en forvandlet Margot Robbie.

For den babe-smukke Robbie er denne gang gjort så grim, som “I, Tonya” er god. Og det er meget! Med buskede bryn og bøjle-tænder råber hun [i]’Sut min pik!'[/i] efter dommerne, når de ikke belønner hendes dans på isen med topkarakter. Hun higer efter succes – hvorfor vil de ikke elske hende? Det er ikke, fordi hun ikke er den bedste på skøjter. For det er hun. Det handler om præsentationen, det ydre. Den fattige barndom, [i]white trash[/i]-attituden, den voldelige mand, den voldelige mor og smøgen, der slukkes med skøjten inden næste piruette på isen. Hun er ikke ‘pæn’ nok til den polerede sport.

Og det er sgu skønt at se Margot Robbie være andet og mere end [i]blonde bomb[/i]. Hun er en kikset taber, som jeg holder af på lige fod med David O. Russells normalt så skønne tabere i film som “The Fighter” og “American Hustle”. “I, Tonya” opfører sig også som en slags urolig O. Russell-film. Men også som en klog film, der fortsætter tidens nye [i]biopic[/i]-trend, som ikke insisterer på at fortælle Sandheden, men i stedet nøjes med én eller flere ud af mange sandheder. Som i sidste års “Jackie”, hvor titelkarakteren fortalte sin egen version af sandheden. For alle har en sandhed, som Tonya selv siger her i “I, Tonya” – derfor giver det god mening, at alle de involverede i årtiets sportsskandale får taletid.

Således er Craig Gillespies film også de mange historiers film, som dog fanger én overordnet fortælling om USA. Begge sider af den amerikanske drøm. Den om succes – for Tonya blev faktisk amerikansk mester og OL-deltager – og den om fattigdom og deraf social usikkerhed og vold, som gør det svært at få topkarakter på isen. Den lærdom tæver hovedattraktionen Allison Janney ind i Tonya i rollen som psykopatisk mor med en kanariefugl på skulderen og en djævelsk tunge i kæften, der fortæller Tonya, at hun ligner en klodset lebbe på isen, inden hun tænder endnu en brun cerut. Arv og miljø rumsterer konstant under den isglatte overflade.

Det handler nemlig ikke kun om det banale overfald af den pæne konkurrent. Derimod er der fokus på opbygningen som i “O.J.: Made in America”, hvor O.J. Simpson bygges omhyggeligt op, inden han til slut blev pillet ned efter mordet. Det er da netop også kun en skandale i O.J.-størrelsen, der får medierne til at slippe sagen om kunstskøjteoverfaldet igen – hvilket “I, Tonya” da også lige diskret gør opmærksom på. Så stor var sagen – den kvindelige O.J.