Er der andre, der husker dengang, hver eneste computergenereret spillefilm var en helt særlig begivenhed? Efter at have set Pixars banebrydende “Toy Story” tilbage i 1995 var det svært at forestille sig, at noget umiddelbart ville kunne toppe den oplevelse. Men det formåede selskabet selv kort tid efter, og de få andre firmaer, der turde konkurrere med Disneys højtelskede samarbejdspartner, havde også forbavsende svært ved at jokke i spinaten. Men den tid er, ligesom istiden her i “Ice Age 2: På tynd is”, for længst forbi. Nu er computeranimerede spillefilm snarere hverdagskost end sjældne lækkerbiskener. Mange af dem har intet særligt at tilbyde, hverken visuelt eller historiemæssigt, og selv Pixar har på det seneste vist tydelige tegn på alderdom.

Et glimrende eksempel på udviklingen er “Ice Age 2”, hvis forgænger blev udgivet, mens genren stadigvæk var i sit es, og som var en mere helstøbt og direkte fornøjelig affære. Et af problemerne synes at være, at filmmagerne stadigvæk lever så højt på genrens tidligere successtunder. Man behøver ikke frygte, at folk ikke går i biografen, og derfor er der ikke rigtig nogen grund til at tage sig sammen og lave noget friskt. I stedet satser man på det sikre og lettere mondæne, hvilket nok skal garantere penge i lommen på åbningsdagen, men næppe en fodnote i filmleksikonet. Ligesom etteren foregår toeren under den sidste istid, og igen er mammutten Manfred, dovendyret Sid og sabeltandstigeren Diego hovedpersonerne.

Ligesom filmens kolossale ismasser langsomt tør op, tager det også lidt tid før filmen tør op og kommer ordentligt i omdrejninger. Filmens første halve time er fyldt med et overflødighedshorn af ligegyldige, anstrengende væsner, der ikke tilfører filmen en døjt. Og tilsyneladende i et mislykket forsøg på at vække folks interesse hurtigst muligt, bliver man bombarderet med scener, der synes at være smidt tilfældigt ind som forhastede strøtanker, og som jævnligt virker direkte distraherende.

Apropos distraherende, så er en af seriens mest populære kreaturer, det særdeles energiske egern, også en af filmens svagheder. Fuldstændig uafhængigt af resten af plottet optræder egernet sporadisk igennem hele filmen, og det er ofte på irriterende tidspunkter, som kaster én lidt af hovedplottets sidekørende vogn. Javist, egernet er sødt og festligt, men måske skulle man have smidt et par af dens optrædener ind under rulleteksterne.

For ofte mangler filmens humoristiske indfald ordentlige punchlines – det er som at få fortalt en spændende vits, der bliver rundet af med en tam pointe. Men efter filmen har krydset halvvejstærsklen, fremtræder figurerne pludselig meget mere medgørlige, interessante og humoristiske. Det er, som om filmens bagmænd besluttede sig for ikke længere at skære alt ud i pap og tvinge folk til at le, og pludselig tager man ofte sig selv til brystet, ler og trækker på smilebåndet. En enkelt scene på en klippeafgrund tager virkelig pusten fra én, og en hektisk flugt over en eksploderende overflade er ligeledes spændende og byder på formidabel lyd. Men man savner originaliteten, gejsten, den afvæbnende humor og især den dynamik mellem karaktererne, som den første film besad.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Selvom en digital produktion som “Ice Age 2” bliver overført digitalt direkte til dvd-skiven uden først at blive konverteret fra regulær film, så er det desværre ikke en garanti for et perfekt transfer. Farverne er eminente, billedet er meget skarpt, der er selvsagt ingen spor af snavs og støv overhovedet, og heldigvis er her heller ingen alvorlige tilfælde af edge-enhancement. Men selvom der ikke befinder sig meget på udgivelsens skive, så optræder der alligevel en smal portion artifacts og udtværing.

AudioDesværre er det kun folk, der har mulighed for at afspille DTS-lyd, som kan høre filmen med de originale engelske stemmer. Det er en anelse ærgerligt, for det er naturligvis ikke alle, der har den mulighed. Men SF Film har dog været venlige nok til at smække et klistermærke på omslaget, der gør køberen opmærksom på situationen. DTS-sporet er solidt, men ikke fantastisk, så et engelsk Dolby Digital 5.1-spor havde måske været en smartere inkludering. Kanalnetværket bliver udnyttet godt med elegant brug af alle højtalere. Musikken virker tilpas grandios, når det er påkrævet, og dialogen er tydelig på både det danske DD5.1-spor og det engelske DTS-spor. Men man savner visse steder lidt mere punch. De danske stemmer er både velspillede og velinstruerede, og DTS-sporet har en snert mere saft og kraft end DD5.1-sporet.

EkstramaterialeDiscen byder på to kommentarspor. Det første er med instruktør Carlos Saldanha. Manden taler en del om ting, han og kollegaerne elskede ved den første film, hvilket måske forklarer, hvorfor toeren ikke føles særlig original. Der tales dog også om forsøg på at få filmen til at skille sig ud, designet, arbejdet med historien etc. Sporet har kun få pauser, masser af anekdoter og få retoriske bemærkninger. Det andet kommentarspor er med producer Lori Forte og et næsten uoverskueligt antal folk involveret i filmens produktion. Heldigvis taler folk ikke i munden på hinanden, og især special-effects interesserede vil nyde deltagernes ytringer.

Derudover byder skiven på traileren til “Garfield 2”, en enkelt ufærdig sekvens fra næste års længe ventede “The Simpsons Movie” og det kluntede spil “The Ice Age Factoid Meltdown”, der stiller ret kedelige spørgsmål om filmen, såsom [i]’hvor ofte bliver Sids navn nævnt i filmen?'[/i] (hint: hvis du kan svare på det, har du nok set filmen et par gange for meget).