[b]Fra “The King of Kong” til “The King of Comedy”?[/b]

I sin humoristiske og fascinerende dokumentarfilm, “The King of Kong” fra 2007, afslørede Seth Gordon bedrag og nepotisme blandt topfolkene i arkadespillenes hardcore inderkreds. Filmen bevægede sig ind i en kitschet og indspist verden af spilnørder, der på selvhøjtidelig og selvbedragerisk vis opfører sig som konger i deres eget arkade-[i]king[/i]dom – en guldbelagt, historiemæssig foræring faktisk, hvor virkelighedens skurk har sit hoved så langt oppe i sin egen røv, at man både fascineres og krummer tæer. Men kan Gordon gøre det igen? Med vilje altså. Med et planlagt plot og på forhånd udtænkte karakterspændinger? Nu prøver han i hvert fald – for tredje gang – kræfter med fiktionens komedieverden.

Selv om “Identity Thief” er en fiktion, kan man tydeligt mærke, at instruktørens rødder er forankrede i dokumentarfilmen. Filmens omdrejningspunkt er nemlig spundet op på et virkeligt problem i USA. Ientitetstyveri. Sandie Bigelow (Jason Bateman) har fået stjålet sin identitet af et kærlighedshungrende og storshoppende kvindemenneske (Melissa McCarthy), der render rundt et sted i Florida med hans navn, mens hun langsomt udhungrer hans bankkreditter. I afmagt beslutter Sandie (Bateman) sig for at drage til Miami og finde hende for at bringe hende til Denver, hvor hun skal melde sig frivilligt til politiet.

En fin idé – og særligt det ret fimsede unisex-navn er en humoristisk præmis. Men selvom “Identity Thief” altså ikke repræsenterer Gordons første tur på den kommercielle komediemølle (det er hans tredje spillefilm ovenpå “Four Christmases” og “De satans chefer” samt flere afsnit af bl.a. komedieserierne “Modern Family” og “The Office”), kommer hans erfaring altså til at klinge en anelse hult, for alt for mange scener skyder forbi lattermusklernes målskive.

Både Gordons dokumentar- og fiktionsfilm tager ofte fat i menneskets “natur”, hvor nørderi nøgternt skildres som den mani og usunde besættelse, det kan opfattes som af udenforstående. Og i “Identity Thief” kan man ane instruktørens hjertebarn i den stakkels identitetstyv Diane, der uforstyrret graver en stadigt dybere grav til sig selv med sin købsbesættelse som substitut for kærlighed.

Men jagten efter at samfundskommentere og give “Identity Thief” en dybere mening i den humoristiske “joke-på-joke”-tomhed er egentlig bare med til at gøre filmen luftig og “det plejer at virke”-agtig. Dermed ikke sagt, at der ikke er grobund for nogle billige grin. Men filmens sjove øjeblikke er fungerer egentlig sjovere i hukommelsen end i selve øjeblikket. Dog er både Bateman (som også er producer på filmen) og McCarthy (fra “Brudepiger”) gode sammen, mens de knokler det bedste, de har lært. Men løse ender i manuskriptet (særligt i Dianes mandejagt) og fortænkte, humoristiske indslag svækker præstationernes latterkrampende afkast.