Filmz
Il Caimano – mig og Berlusconi

Il caimano

Medvirkende:

Silvio Orlando, Margherita Buy, Jasmine Trinca, Michele Placido, Giuliano Montaldo, Antonello Grimaldi

Instruktør:

Nanni Moretti

Filmlængde:

112 minutter

Genre:

Komedie, Komedie, Drama, Drama

Il Caimano – mig og Berlusconi

Nanni Morettis italienske alligatorBlandt Italiens ypperste filmskuespillere hører den midaldrende Nanni Moretti, som senest vakte opsigt som hovedaktør i Antonio Luigi Grimaldis udmærkede “Quiet Chaos”. Den har blandt andet kunnet opleves i hovedkonkurrencen på dette års internationale filmfestival i Berlin uden dog at hjemføre priser. Men Moretti har imidlertid også andre jern i ilden, og med den ideologikritiske “Il Caimano – mig og Berlusconi” påtager han sig derfor – ud over at bestride en mindre birolle – også hvervet som instruktør.

[image=23800]

Det er han umiddelbart sluppet godt fra. Filmen trækker solide tråde ned til støvlandets velkendte sans for den poetiske realisme, som deriblandt gjorde Roberto Benignis “Livet er smukt” til en uforglemmelig dans på roser. Helt så harsk og helt så alvorstung er udgangspunktet i “Il Caimano – mig og Berlusconi” dog ingenlunde, og problemet synes også tværtimod i vid omfang at bunde i manglen på dramatik, selv om titlens sammenføring af den berømte politiker og en alligator ellers insinuerer en sådan. Som metafilm er det fortællingen om filmproducenten Bruno Bonomo, som ikke har stået bag den økonomiske styring af en større film i over ti år. Den sidste af sin slags blev en dundrende fiasko, og pengemagnaten synes stadig – på flere måder – at lide under granatchokket.

Som menneske er Bruno en dreven fortæller og havde formentligt haft et væsentligt bedre liv som manuskriptforfatter. Størstedelen af tiden fabulerer og fabrikerer han små fantasifulde anekdoter for sig selv og sine to prepubertære børn ud fra såvel egne som andres handlingsmættende bidrag. For ham er livet en film, han har svært ved at se realiteterne i øjnene og bruger også primært de små fortællerum som en slags virkelighedsflugt. Spørgsmålet er imidlertid, om det er børnene eller ham selv, han lyver for. Ægteskabet med den forhenværende skuespillerinde Adria ligger i ruiner, og heller ikke i arbejdslivet kommer heldet i hans retning. Han laver primært tv-shop-indslag og kæmper senest med et storstilet filmprojekt, men har problemer med at mønstre den ønskede kapital.

[image=23801]

Men da den henrivende Teresa kommer på banen og henvender sig med sit eget manuskript om Italiens førstemand, Silvio Berlusconi, så sker der ting og sager. Lysten til at producere er for alvor vakt til live – helt hvorfor vides ikke. Umiddelbart strider indholdet i den unge kvindes historie nemlig imod hans egen politiske overbevisning, men ikke mere end at han kaster sig ud i projektet på et plan, hvor han ikke kan bunde. Beskrivelsen af den italienske premierminister som bedragerisk og korrupt skræmmer både instruktører, selskaber og skuespillere væk. For at redde sine to film – denne og filmen i filmen – hopper instruktør Nanni Moretti i sidste ende selv ind foran kameraet og spiller rollen perfekt som skuespilleren, der skal agere Italiens rigeste mand. Hvilken udsøgt kommentar til den verserende politiske debat.

Ud over at være en film om det sydeuropæiske lands politiske scene og om samfundet som sådan er “Il Caimano – mig og Berlusconi” en film om at lave film. En filmelskerfilm. Desværre – og det strider ellers mod dens principper – er der langt at gå, før dramatikken for alvor bliver nærværende og interessant. Der fattes indledningsvis en konflikt, der kan sætte det hele på spidsen, og selv om den kommer, kommer den meget sent. Bruno Bonomos liv ligger i ruiner det meste af tiden, men som tilskuer sidder man alligevel og føler sig forvisset om, at han nok skal klare skærene. Det er sådan, han overbeviser sine mistroiske børn.

[image=23802]

De politiske undertoner er ikke til at tage fejl af og har tydeligvis være baseret på den kendte politikers liv og levned i sus og dus. Der bliver peget en del fingre, men alligevel synes det at være kærligt ment med det rette glimt i øjet. Ikke desto mindre skulle “Il Caimano – mig og Berlusconi” angiveligt have betydet, at Berlusconi tabte forrige valgrunde og derfor måtte afstå magten. Men magt og penge har som bekendt mange ansigter og mange fordrejninger, og sidenhen er manden i centrum atter dukket op bag roret på det italienske slagskib.

Trods en skramlet indledning arbejder “Il Caimano – mig og Berlusconi” sig undervejs op. I filmens anden halvleg trækkes fronterne – særligt de psykologiske – således skarpt op. Bonomo nærmer sig et eksistentielt nulpunkt og er i udtalt krise. Konflikt og drama udvikler sig proportionalt. Der er generelt flere fine skuespilpræstationer – ikke mindst fra hovedrolleindehaveren Silvio Orlandos side. “Il Caimano – mig og Berlusconi” spiller godt nok – som børnenes fodboldhold – op af bakke i første halvleg, men vinder på en god anden.

[image=23803]

Video”Il Caimano – mig og Berlusconi” præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 1.85:1-format, som er næsten uden mislyde. Edge-enhancement er ganske vist et gennemgående problem, men herudover er der ikke eksempler på hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger. I tilgift holder også både farvetemperatur og kontrast sig på et stabilt leje og medvirker til, at der her er med et ganske fortræffeligt transfer at gøre.
AudioOgså de to italiensksprogede Dolby Digital 2.0- og Dolby Digital 5.1-lydspor imponerer. Underlægningsmusikken flyder således fornuftigt ud i alle kanaler, men overdøver aldrig den sprudlende og tydelige dialog, som i øvrigt ikke plages af overstyringer. Også atmosfæren er velgennemarbejdet, og f.eks. lyden af cikader giver flere gange fornemmelsen af selv at være til stede.
EkstramaterialeDer er ikke ekstramateriale af nogen art på denne udgivelse.

[image=23804]

Kort om filmen

En kaiman er en sydamerikansk alligatorart, som er udstyret med et særdeles stærkt muskelpanser. Og så er det Silvio Berlusconis øgenavn i Italien, hvor filmen fik premiere få uger før det præsidentvalg, som endte med at vippe mediemogulen af pinden. Muligvis takket være en hjælpende hånd fra Nanni Moretti, der på bedste Michael Moore-manér brugte filmen som våben i valgkampen. Instruktøren har i flere tidligere film ristet den italienske statsmand over en sagte ild. I Cannes-vinderen “Sønnens værelse” var tonen dog alvorlig, men nu er Italiens svar på Woody Allen tilbage i den humoristiske gænge. “Il Caimano” er faktisk titlen på en film i filmen, for Moretti gør sig ikke kun lystig over italiensk politik, men går også i kødet på Støvlelandets filmindustri, især den mere anløbne ende af branchen. Og så spiller skilsmisser og brudne familier også ind i en historie, der holder mange bolde i luften på én gang – inklusive hele fire forskellige inkarnationer af
Silvio Berlusconi!

Ads by MGDK