Mangemillionær, politisk leder, folkeforfører, mediemogul og præsident for AC Milan. Silvio Berlusconi var og er en mand med mange hatte. Derfor er der noget passende i at en film der, mere eller mindre, handler om ham, er lige så anarkistisk sammensat, og blander næsten lige så mange elementer. “Il Caimano – mig og Berlusconi” er en komedie, satire, stedvis tragisk og unægtelig en noget rodet omgang, men den indeholder så absolut også fremragende øjeblikke og er et fornøjeligt bekendtskab.

En Kaiman er en hårdhudet alligator, og det er også Berlusconis ikke særligt flatterende øgenavn. Han var indtil for ganske nylig Italiens ministerpræsident, men “Il Caimano” åbnede kort inden sidste valg, og har derfor muligvis været med til at vippe alligatoren af pinden. Det vidste Nanni Moretti naturligvis ikke, da han lavede filmen (selvom han utvivlsomt håbede på det), men det medfører, at filmen kommer til at virke mere som en svanesang, end hvad den i sig selv lægger op til.

“Il Caimano” er titlen på en film i filmen. Dens manuskript er skrevet af den enlige mor Teresa, der gerne vil sige Italien et par sandheder. Efter mange afslag giver hun manuset til B-films producenten Bruno Bonomo, i håb om, at han vil påtage sig rollen. Bonomos forretning er på fallittens rand, og han har desperat brug for en succes, så da han får et godt indtryk af den kønne Teresa og med tilfredshed skimmer manuskriptet, føler han, at det lige er det der skal til, for at bringe ham på benene igen. Det dæmrer ikke for ham, før det er for sent, at manuset handler om Berlusconi, og at han dermed har lagt sig ud med den mægtigste mand i Italien. Uden nogle alternativer vælger Bonomo dog at forsætte. Samtidigt er hans ægteskab i opløsning. Han og konen er realt separeret, men han kommer fortsat hjem hver dag, da han ikke kan nænne at fortælle sandheden til ungerne.

Undervejs afbrydes handlingen af korte klip fra “Il Caimano”, og her ser vi en grovkornet satire af Berlusconi, hans vej fra morgen-tv over korruption og til sidst i politik. Det er også her filmen har mange af sine bedste og morsomste øjeblikke, hvor Morettis kamera nådeløst udleverer ham som en opblæst charlatan, en slimet mafioso og arrogant forretningsmand, der får folk som Kurt Thorsen og Peter Brixtofte til at virke helt sympatiske ved sammenligning. At fremstillingen af ham ikke er synderligt overdrevet, bekræftes gennem de billeder af den ægte Berlusconi, der dukker op, hvor han om noget er endnu mere frastødende.

Metafilmens handling sættes i relief af hovedhandlingen, hvor skabelsen af filmen og det knirkende ægteskab fungerer som en parallelhistorie, hvori Bonomo hverken kan magte at fortælle sandheden til sine børn eller medarbejdere (og næppe heller til sig selv). Historien udfolder sig med vovet blanding af komiske scener og nogle ganske sjæleudkrængende øjeblikke. Som en manisk jonglør forsøger den at holde et væld af bolde i luften og taber derved enkelte. Visse scener synes ganske overflødigt udpenslet, så som når Bonomos kone i detaljer beretter om en fodboldkamp over mobilen, og overgangene føles lidt vel abrupte til tider. Til gengæld er de med til at give filmen en frisk uforudsigelighed.