[image=15544]
“Il Caimano” er titlen på en film i filmen. Dens manuskript er skrevet af den enlige mor Teresa, der gerne vil sige Italien et par sandheder. Efter mange afslag giver hun manuset til B-films producenten Bruno Bonomo, i håb om, at han vil påtage sig rollen. Bonomos forretning er på fallittens rand, og han har desperat brug for en succes, så da han får et godt indtryk af den kønne Teresa og med tilfredshed skimmer manuskriptet, føler han, at det lige er det der skal til, for at bringe ham på benene igen. Det dæmrer ikke for ham, før det er for sent, at manuset handler om Berlusconi, og at han dermed har lagt sig ud med den mægtigste mand i Italien. Uden nogle alternativer vælger Bonomo dog at forsætte. Samtidigt er hans ægteskab i opløsning. Han og konen er realt separeret, men han kommer fortsat hjem hver dag, da han ikke kan nænne at fortælle sandheden til ungerne.
[image=15545]
Metafilmens handling sættes i relief af hovedhandlingen, hvor skabelsen af filmen og det knirkende ægteskab fungerer som en parallelhistorie, hvori Bonomo hverken kan magte at fortælle sandheden til sine børn eller medarbejdere (og næppe heller til sig selv). Historien udfolder sig med vovet blanding af komiske scener og nogle ganske sjæleudkrængende øjeblikke. Som en manisk jonglør forsøger den at holde et væld af bolde i luften og taber derved enkelte. Visse scener synes ganske overflødigt udpenslet, så som når Bonomos kone i detaljer beretter om en fodboldkamp over mobilen, og overgangene føles lidt vel abrupte til tider. Til gengæld er de med til at give filmen en frisk uforudsigelighed.
[image=15546]