Filmmediet startede som et trickmedie, der takket være videnskaben kunne snyde det menneskelige øje til at se bevægelse, når en række stillbilleder blev sat ind i en projektor. Således er film og trylleri beslægtede gennem illusionen. Begge lever de på den umiddelbare illusion om, at det man ser, rent faktisk sker. Også selvom den sunde fornuft ved bedre. Tryllekunstnerens vildledelse af sine tilskuere finder således også genklang i Neil Burgers film “Illusionisten”, som gennem distraktion evner at overraske eller sågar fortrylle noget af sit publikum. Dette elegante periodedrama sat i et [i]fin-de-siecle[/i] Wien er den velkendte historie om kærlighed og politik tilsat en tåge af mystik. Plothullerne er muligvis mange, men i vildledelsens skygge synes alle trådene at være samlet. Og “Illusionisten” udmærker sig yderligere med sine drømmende glansbilleder, solide skuespilpræstationer, navnlig fra Edward Norton, og et uvant plot, som kun af og til kan føles en anelse trægt og uoverskueligt.

Magikeren og den snusfornuftige prinsI en kort prolog åbner filmen med tryllekunstneren Eisenheims anholdelse under en af hans sceneoptrædener. Den østrig-ungarske kronprins Leopold ønsker Eisenheim fængslet for at forføre sit publikum med falske mirakler.

Klip til et gyldenbrunt flashback, hvor den unge Eisenheim indføres i magiens mystiske verden af en gådefuld fremmed. Kort efter falder han for den aristokratiske hertugdatter, Sophie von Teschen, hvis familie ikke billiger deres forhold. Med udsigt til aldrig at ses igen forsøger Eisenheim at trylle dem begge langt væk. Men forgæves. Med forbud mod at se hinanden igen synes Sophie nu uden for rækkevidde og Eisenheim forlader Wien.

15 år senere dukker Eisenheim atter op i Wien som illusionist. Her møde han tilfældigt Sophie, som nu er den østrig-ungarske kronprins Leopolds forlovede, igen. Mens den gamle kærlighed atter blusser op, rager Eisenheim uklar med den snusfornuftige kronprins, som ikke har meget fidus til magi og da slet ikke til Eisenheim. Leopold pudser Wiens politichef Uhl på Eisenheim i håb om at afsløre denne som en gemen charlatan. Sophie og Eisenheims affære afsløres, og da et af Eisenheims numre baseret på myten om sværdet i stenen er på nippet til at ende i en majestætsfornærmelse, er en åbenlys konflikt mellem de to svær at komme udenom.

En rodet drømmetilstandUden at afslører for meget følger derefter en fabulerende blanding af mord, magi, og besættelse. “Illusionisten” er i bund og grund et sentimentalt/sjælende drama om kærlighedens magt over mennesker, og som en eventyrlig fabel placerer den sig med sine gyldenbrune farvetoner og sprøde glansbilleder et sted mellem virkelighed og drøm. Når handlingen så samtidig udspiller sig i Wien, er det svært at komme uden om, at Freud og magnetisøren Mesmer synes at spøge i baggrunden som inspiration til dette filmiske drømmelandskab.

Dertil kommer den mageløse musik af Phillip Glass samt fængslende skuespilpræstationer af Edward Norton som Eisenheim og Rufus Sewell som Leopold, elegant flankeret af en veloplagt Paul Giamatti som Uhl og smukke Jessica Biel som Sophie.

Indimellem føles plottet uhyre tungt og en anelse rodet og retningsløst. Flere passager synes ikke at føre nogen vegne. Men alligevel formår filmen i sidste ende at formidle en helstøbt oplevelse af blot at være en af Eisenheims tilskuere. Og først til sidst evner man at gennemskue hvor filmens magi ender og vildledelsen begynder.