[b]Dydens fantasifulde sti[/b]

Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. Dette er ensemblet, der deles om én og samme rolle i fantasten Terry Gilliams “The Imaginarium of Doctor Parnassus”. Denne film var og er desværre den hedengangne Ledgers sidste optræden på det store lærred. Han gik bort under optagelserne, hvorfor Depp, Law og Farrell trådte til og færdiggjorde filmen og rollen som Tony, der må gå over i historien som den mest velbesatte filmkarakter til dato.

I en nutidig, gold grå verden – der ikke minder så lidt om den i Terry Gilliams hovedværk “12 Monkeys” – turnerer Doctor Parnassus’ omrejsende gøglershow rundt, der udover Parnassus selv indbefatter dværgen Percy, den hjemløse Anton og den jævnaldrende og ganske henrivende Valentina – Parnassus’ datter. Succesen er til at overse for gøglertruppen, der imidlertid får hjælp af storcharmøren uden hukommelse, Tony. Og de har brug for al den hjælp, de kan få. Parnassus har som en anden Faust lovet sin datter væk til Mr. Nick, djævlen i egen høje person, som modydelse for evigt liv og sidenhen ungdom. Et sidste væddemål kan dog redde Valentina for den kranke skæbne. Først til fem sjæle lyder væddemålet, hvor moral, frygt og fantasi samt Tonys talegaver er blandt nøglerne for at få succes og sjælefred.

“The Imaginarium of Doctor Parnassus” er på mange måder et klassisk eventyr. Vi har den gode far imod den onde djævel. Den smukke, unge Valentina, der beundres af to heltmodige bejlere, som skal gå så grueligt meget igennem for at få prinsessens hånd og det halve gøglerrige. En klassisk fortælling om godt og ondt, om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Vi er aldrig i tvivl herom. Filmen igennem bliver der malet tykt med moralens malerpensel: Fantasi og hårdt arbejde er det gode, alt imens frygt, spil, hor og druk er djævlens værk, ja fy for satan fristes man til at udgyde.

Eventyret starter for så vidt ganske fortrinligt. Mystikken omkring gøglertruppens magiske spejl og Tonys mystiske fortid lægger en dragende dis nedover fortællingen, der entydigt er bedst i dens dystre hjørne og tilsvarende svag, når der forsøges og fejles med det komiske. Filmen knækker dog for alvor, da halvvejen nås, hvor handlingen bliver for mudret og den didaktiske pegepind for belærende. Parnassus har spillet sin datter væk for at kunne begære en yngre kvinde, hvilket i sidste ende har ført til elendighed og et alkoholmisbrug. Kun ved hårdt arbejde kan han få et tåleligt liv igen. Fra en gammeltestamental apostel kan en sådan morale måske gå an, men fra den instruerende apostel Gillam virker et sådan budskab simpelthen for tungt og trægt.

Overraskende vellykket fungerer den delte rolle Tony. Heath Ledger nåede at indspille scenerne i filmens virkelige verden, hvor Depp, Law og Farrell så på skift giver den som Tony i den magiske fantasiverden bag spejlet. Netop det faktum, at de vikarierende Tonyer kun optræder i den magiske verden gør, at de forskellige ansigter uden videre accepteres. Fantasiverden bag spejlet kan imidlertid ikke accepteres. Den dufter mere af udygtig bluescreen end af magi, hvilket ridser ganske betragteligt i helheden.