[b]I guder…[/b]

Krisen har ganske vist lagt sit ubehagelige greb om den græske økonomi, men om ikke andet så kan landet bryste sig af at have en ufattelige rig kulturarv, som hele den vestlige verden har nydt godt af. At så megen filosofi, videnskab og historiefortælling bygger på den græske kulturskat, kan man dog ikke ligefrem mærke af “Immortals”, der ganske vist baserer sin historie på den oldgræske mytologi, men som ikke desto mindre præsenterer en af de mest idiotiske og usammenhængende film, som undertegnede længe har overværet. Har grækerne det ikke hårdt nok i forvejen?

Filmen følger den unge Theseus, der, lige siden han var en lille purk, er blevet trænet til kamp af en gammel mand, som i al hemmelighed er den forklædte gud Zeus. Som voksen får Theseus brug for alle sine drabelige evner og chippendales-mavemuskler, eftersom den onde kong Hyperion – spillet af en snasket Mickey Rourke – har væmmelige planer. Hyperion pønser på at underlægge sig Grækenland og anskaffe en magisk bue, der vil gøre det muligt for ham at slippe de indespærrede Titaner løs, så de kan gøre det af med guderne. At det lykkes at befri titanerne ved vi allerede fra første scene, hvor vi ser det i et syn, og hermed har filmen allerede effektivt lukket ned for en stor del af kilden til eventuel spænding.

Synet tilhører oraklet Phaedra, der har evnen til at se ind i fremtiden, skønt næsten ingen synes at være særlig interesseret i at vide, hvad hun ser. Det må nu alligevel være frustrerende, når man nu engang har fået talentet. Hun er endvidere jomfru – hvilket bliver gentaget så mange gange i dialogen, at man mere eller mindre ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før uskyldigheden ryger sig en tur.

Filmen træder ind den efterhånden lange række af computerfyldte sværd og sandal-film, der er fulgt i kølvandet på “300”, og bringer ansigtsløsheden til nye højder med denne sære, mørke og sterile verden, hvis grafik mest af alt ligner en dårlig cutscene fra et PlayStation-spil. Det er på sin vis også ganske passende, for filmen er netop bygget op som et computerspil komplet med endeløse horder, der blot slagtes i et væk, samt et par [i]end-of-level[/i]-bosser, som det trods alt tager et par minutter at nakke. Realismen har tydeligvis ikke været et mål, men man må alligevel undre sig over udformningen af det gamle Grækenland, der næsten udelukkende synes at bestå af klippesider med smalle gange. Vi får konstant at vide, at vore hovedpersoner tidligere har været bønder, men guderne må vide, hvordan det kunne lade sig gøre, for der er end ikke antydningen af marker til stede i dette univers. Levede de mon af mos?

Endnu mere latterlig er dog selve udformningen af de forskellige personer, der spænder lige fra bodypaintede muskelmænd over kæmpe-misfostre med hammere og præstinderne i perfekt make-up. Førstepræmien i latterlig udklædning går dog uden tvivl til gudernes tætsiddende guldrustninger, der får dem til at ligne deltagere i en gay-parade. Hvordan skuespillerne har kunnet sige deres replikker uden konstant at flække sammen af grin, er mig en komplet gåde.