Filmz
Import/Export

Import/Export

Medvirkende:

Susanne Lothar, Michael Thomas, Ralph Brosche, Ekateryna Rak, Paul Hofmann, Maria Hofstätter, Natalya Baranova, Natalja Epureanu, Erich Finsches, Herbert Fritsch, Petra Morzé, Thomas Nash, Dirk Stermann

Instruktør:

Ulrich Seidl

Filmlængde:

135 minutter

Genre:

Drama, Drama

Import/Export

Tilværelsens grimme undersideDet grundlæggende problematiske i at give en film en karakter fra et til seks er, at man som regel føler, det bliver en for simplificeret dom. Karaktererne er nødvendigvis relative, og man kan i sidste ende ikke reducere en film til blot et tal, eftersom der er så mange forskellige slags kvaliteter eller mangel på samme i de forskellige værker. Det er næsten meningsløst at sammenligne f.eks. film som “Forår, sommer, efterår, vinter… og forår” og “Die Hard”, og det er bl.a. også derfor, man som anmelder håber, at folk rent faktisk læser anmeldelsen, som gerne skulle give en langt mere fyldestgørende vurdering.

[image=24618]

Problemet bliver nærliggende i “Import/Export”, der er en film, som har nogle ganske andre ambitioner end de fleste. Den østrigske instruktør Ulrich Seidl har tidligere primært stået bag forskellige dokumentarfilm samt en enkelt spillefilm, og “Import/Export” føles da også langt hen ad vejen mere som en dokumentar end som en ordinær tre-aktsfortælling. Historien følger to forskellige skæbner. En import- og en eksporthistorie. Den ene omhandler den ukrainske sygeplejerske og enlige mor Olga, der bliver nødt til at arbejde i pornoindustrien som webcam-pige for at supplere indkomsten. Hun bliver imidlertid tvunget til at efterlade barnet hos sin mor og flytte til Østrig i håb om en bedre fremtid. Her møder hun imidlertid blot skuffelse og yderligere ydmygelser.

Samtidig følger vi Paul, der arbejder som sikkerhedsvagt, men som overfaldes og efterfølgende mister sit job. Han opbygger hurtigt gæld alle steder og bliver nødt til at påtage sig et arbejde hos sin svigerfar, hvori de tager til Ukraine for at opsætte spillemaskiner og tyggegummiautomater.

[image=24620]

Ulrich Seidl har sagt, at hans mål med filmen ikke er at underholde, og “Import/Export” indeholder da stort set heller ingen af de sædvanlige forsøg på at indgyde fortællingen hverken spænding eller dramatik. I stedet registrerer den blot uengageret og iskoldt de trøstesløse begivenheder, efterhånden som ydmygelserne passerer henover lærredet. Ingen af hovedpersonerne er professionelle skuespillere, og hele filmen er skudt [i]on location[/i] i hoteller, hospitaler og internet-sexkamre, hvilket blot er med til at understrege dens komplet overbevisende natur. Målet er ikke så meget at vise nye sandheder, men mere at fremhæve de dele af tilværelsen, som vi har lidt for let ved at lukke øjnene for.

I en særligt kvalmende scene udsættes en ganske ung ukrainsk prostitueret for diverse ydmygelser mod betaling. Det er en særdeles foruroligende oplevelse idet, man uundgåeligt får en følelse af at være vidne til et ægte overgreb, og til dels formodentlig også er det. Det er let hurtigt at vende sin harme og forargelse mod instruktøren, der sætter det i scene, men samtidig må man også se i øjnene, at det næppe adskiller sig fra de ting, der foregår hver eneste dag. En pointe, som filmen og scenen slår igennem med et krystalklart syvtommersøm.

[image=24619]

Kort om filmen

To individuelle skæbner. To forskellige retninger. Import Export handler om sex og død, vindere og tabere, magt og hjælpeløshed, og hvordan man renser tænderne på en udstoppet ræv. Det er koldt og gråt. Vintertid. Folk fryser. Det er sådan, det er her i Østrig. Det er sådan det er i Ukraine. To forskellige verdener der i stadig højere grad kommer til at ligne hinanden. Østen ser ud som vesten. Vesten ser ud som østen. I denne atmosfære fortælles to historier, der ved første øjekast ikke har noget med hinanden at gøre. Den ene er en importhistorie; den begynder i Ukraine og fører til Østrig. Den anden er en eksporthistorie; den begynder i Østrig og ender i Ukraine.

Ads by MGDK