[b]I Brügge med mord[/b]

Den britiske dramatiker Martin McDonagh, som allerede har en Oscar-vindende kortfilm bag sig, imponerer med en sprudlende fortalt historie om to irske lejemordere på sightseeing i den belgiske by Brügge. Selvom den lette tone kommer på tværs af historiens mere alvorlige fundament, er det svært ikke at lade sig rive med af den velspillede fortælling, hvor specielt dialogen skummer af liv.

Filmen åbner drømmende op med, at de to irske lejemordere Ray og Ken ankommer til den belgiske by Brügge, som ifølge Kens guidebog er den bedst bevarede middelalderby i Europa. Ja, så ved vi da det. Gaderne er dækket af brosten, og der synes at hvile en konstant tåge over kanalerne, som leder gennem byen. Ken og Ray er blevet forvist til disse magiske omgivelser for ikke at tiltrække alt for meget opmærksomhed, efter at en opgave tilbage i London er gået gruelig galt. Deres chef Harry har ikke indviet dem i præcis, hvad de skal foretage sig her. Så mens de venter på nyt fra Harry, kaster Ken sig som en belærende fader og i mangel af bedre at tage sig til over byens mange seværdigheder med en surmulende Ray i hælene, der som en uvorn søn langt hellere ville tilbage til Dublins fugtige byliv.

Mens Ken og Ray befinder sig i dette magiske tomrum, indrammet af deres manglende viden om deres egen skæbne, udnytter den debuterende spillefilminstruktør Martin McDonagh her til fulde sin fortid som dramatiker og lader samtalerne mellem de to knitre af charme og vid. En vidunderlig kreativitet og humor viser sig, mens fortællingen går i stå mellem middelalderkirker og brostensbelagte gyder. Filmens dramatiske konstruktion synes her mildest talt stærkt inspireret af Samuel Becketts skuespil “Mens vi venter på Godot”, men før fortidens synder indhenter dem, og Harry gør sin entre, bliver der dog både plads til, at Ray forelsker sig, talrige referencer til filmen “Rødt chok” og en racistisk dværg.

Fortællingen om lejemordere, hvor de indbyrdes taler om alt mellem himmel og jord, er efterhånden en anelse fortærsket siden “Pulp Fiction”, men med Colin Farrell og navnlig Brendan Gleason i de to centrale roller formår “In Bruges” alligevel at tilføre fortællingen både charme, varme og menneskelighed. Og da Ralph Fiennes omsider dukker op i rollen som Harry er det svært ikke at trække på smilebåndet, mens Fiennes giver den hele armen med cockney-accent og dertilhørende primitive manerer. Oven i det udmærker “In Bruges” sig ved sin anderledes tilgang til fortællingen. Den narrative fremdrift er, i modsætning til så mange andre inden for thrillerdramaet, drevet af filmens figurer og plot og ikke blot genrekonventioner og -forventninger.

Helt uproblematisk er filmens lette tone dog ikke. Den fornøjelige dialog og sagens alvorlige kerne står i stærk kontrast til hinanden, og når alt kommer til alt synes McDonagh ikke rigtig at kunne parre de to aspekter tilfredsstillende. Humoren bekræfter ganske vist den menneskelige side af fortællingen, men volden og navnlig et uhyggeligt mord gør det svært at sluge vulgariserende humor med grimme ord og morsomheder om fede amerikanere, og man fanges i stedet af en lettere irritation og en ordentlig klump i halsen.