Filmz
In Good Company

In Good Company

Medvirkende:

Topher Grace, Selma Blair, Scarlett Johansson, Clark Gregg, Malcolm McDowell, Philip Baker Hall, Frankie Faison, Dennis Quaid, Amy Aquino, Kevin Chapman, Ty Burrell, Lauren Tom, David Paymer, Marg Helgenberger, Zena Grey, Colleen Camp

Instruktør:

Paul Weitz

Filmlængde:

109 minutter

Genre:

Komedie, Komedie, Drama, Drama

In Good Company

Seriøst, er der noget bedre end at blive positivt overrasket over en film? Altså, udover portvin til dessert og engelske vingummier, naturligvis. Det at smide en film på dvd-afspilleren eller tage en chance i biffens mørke og føle en fyldig fornemmelse af velbehag og glæde, fordi der tidligere ikke var nogen som helst forventninger eller håb til at fylde tomrummet ud. En sådan glædelig overraskelse er “In Good Company” – en film som beklageligvis synes at være gået de fleste forbi, da den kørte i de danske biografer for sølle fire måneder siden.

[image=10709]

Dennis Quaid (som stadig har en officiel undskyldning til gode fra det amerikanske filmakademi, som hverken skænkede ham en tanke eller en Oscar-nominering for hans præstation i “Far From Heaven”) spiller Dan Foreman. Han er den hovedansvarlige annoncesælger hos et amerikansk sportsmagasin, som netop er blevet opkøbt af en multimillionær medieguru. Derfor er Dans karriere lige pludselig i fare, da den halvt så gamle Carter Duryea (en særdeles veloplagt Topher Grace) får Dans job, men alligevel beholder Dan som sin ‘andenpilot’. Og så går der heller ikke længe, før Duryea, hvis kone forlader ham, fordi han synes at være mere interesseret i karrieren end deres forhold, forelsker sig i Dans datter, Alex (Scarlett Johansson).

Det lyder måske som et resumé af så mange andre film, men allerede fra start af har “In Good Company” sat en lavine af overraskelser i gang. Eksempelvis bliver Duryea i starten udstillet som lidt af et opportunistisk svin. Men man indser hurtigt, at han har en sans af medmenneskelighed, ligesom de fleste andre i filmen, og man tager med glæde med på Duryeas rejse igennem en hård omgang selvransagelse, og realisationen af at jobbet, bilen og paladset ikke er alt her i livet. Det er klassiske temaer, men hvorfor beklage sig, når de bliver behandlet så fornemt? Kun de mange kyniske folk, der hovedsageligt koncentrerer sig om at udpege og nedgøre momenter af velfølt og realistisk sentimentalitet i film i stedet for at fokusere på selve filmen, historien og de personer, der befolker den, vil virkelig beklage sig.

[image=10710]

Topher Grace siger selv i ekstramaterialet på denne dvd, at han takker instruktør Paul Weitz for at have givet ham en rolle, som burde være tilfaldet en, der var langt mere kendt. Ashton Kutcher var først på tale, men tak gud for at han ikke kunne hitte ud af det med filmholdet og derfor blev erstattet af Grace, som i det mindste kan finde ud af at spille skuespil. Og Grace er formidabel, et stærkt supplement til den scenedominerende Quaid. Overvær den første scene mellem de to, hvor kamera- og klippearbejde (som for øvrigt er uforligneligt igennem hele filmen) sørger for at holde dem på afstand i starten, hvorefter intensiteten stiger, som en vulkan på vej til at gå i udbrud, og vi til sidst er så tætte på de to mænds øjne, at man kunne have svoret at Sergio Leones spøgelse havde manifesteret sig i Weitz’ krop og instrueret scenen. Det er blot én af filmens talløse morsomme øjeblikke. Men filmen går en fin balancegang mellem drama og komik, så der også bliver tid til mere underfundige, alvorlige og triste øjeblikke.

Filmens behagelige, sensuelle soundtrack får øjeblikkeligt én til at mistænke Cameron Crowe for at have været involveret i produktionen. Især et par nyere, fornemme sange af Iron & Wine stikker ud. Og Cameron Crowe sammenligningerne stopper ikke der. Filmen minder ofte i høj grad om “Jerry Maguire”, som også ganske fint sidestillede den kyniske korporations mentalitet med den etiske, medmenneskelige natur. Men karaktererne i “In Good Company” virker en smule mere naturlige og fejlbare, og derfor synes man at engagere sig mere i deres møjsommeligheder, hvilket erstatter smilebåndtrækkene i “Jerry Maguire” med regulære, krampeinducerende latterudbrud.

[image=10705]

Akkurat ligesom Weitz’ forrige film, “About a Boy” og den oprindelige “American Pie”, er “In Good Company” en film, der, bag den snydende, tilsyneladende kommercielle og trivielle facade, byder på et varmt, velplejet pulserende hjerte, som ubesværet charmerer, medmindre man trodsigt nægter at lade den komme tæt på livet. “In Good Company” er klogere, end den ser ud til at være. Den nyder at trække en almindelig kanin ud af sin magiske hat, for dernæst at lade den fordufte mindst lige så pludseligt i en magisk røgsky af overraskelse og idérigdom. Min anbefaling af filmen kan kun drømme om at være ligeså varm og indbydende som selve filmen.
VideoPræsenteret i 1.85:1 Anamorphic-widescreen format.
Transferet på “In Good Company” kræver ikke megen deltaljeret udpensling. Kvaliteten kan opsummeres med ét ord: fremragende. Billedet er kronisk knivskarpt, kontrasten er urokkelig, farverne sprudlende og mængden af digital støj og negativ-pletter er lig nul. Selv ikke en bitte snert af edge-enhancement kan forhindre indkasseringen af samtlige 6 mulige point i denne tekniske kategori.

[image=10706]

Audio”In Good Company” er ikke just “xXx 2”. Lydsporet er ikke særligt voluminøst, men det er et dejligt fyldigt spor, som benytter sig af samtlige kanaler til at skabe en troværdig auditiv atmosfære. DTS-sporet formår at gøre dette en tand bedre end Dolby-sporet. Subwooferen bidrager også en smule her og der, såsom til en enkelt hip-hop koncert, hvor musikkens dybe, pulserende rytme leverer et par fede, kraftige slag i subwooferen. Ligesom filmen, en dejlig positiv overraskelse.
EkstramaterialeInstruktør Paul Weitz og skuespiller Topher Grace kollaborerer på et morsomt og informativt kommentarspor. Weitz snakker bl.a. om sine inspirationskilder. De to gutter synes at have det hyggeligt med at gense og mindes filmen i fællesskab. Lidt færre pauser og lidt mere input fra Grace havde transformeret sporet fra værende virkelig godt til en obligatorisk lytteoplevelse.

Dvd’en indeholder 7 små featuretter med titlerne “Stars”, “Youth”, “Getting Older”, “Real Life”, “New York Locations”, “Editing” og “Story”. De har en samlet spilletid på lidt over 23 minutter. Den korte spilletid gør, at man aldrig virkelig får en fornemmelse af, hvordan “In Good Company” blev skruet sammen, men det her er stadigvæk langt bedre end de typiske jeg-elskede-at-arbejde-med-de-her-ufejlbarlige-folk-på-denne
-film-som-er-den-bedste-nogensinde-dokumentarer, som dominerer mange af markedets dvd-udgivelser. Blandt de mest spændende ting, som disse mini-dokumentarer har at byde på, er kommentarer fra ansatte hos et virkeligt sportsmagasin og featuretten, som går tæt på filmens fornemme klippearbejde, der bl.a. afslører, at ca. en time blev klippet ud af den endelige udgave af filmen.

[image=10702]

Noget af det, som blev klippet ud, er inkluderet på dvd’en. I alt 10 slettede scener med en samlet spilletid på 16 minutter. Alle scener kan ses med tilhørende kommentarer fra instruktør Weitz, og nogle af dem byder på nogle ganske fine og fornøjelige øjeblikke, men der er tydeligvis en grund til, at de ikke overlevede klippeprocessen.

Nogle biografier runder pakken af.

Kort om filmen

Dan Foreman er 51 år og lever et godt liv. Han har en dejlig familie, og det firma han arbejder for, Sports America, har lige haft sit bedste år, takket være hans joviale gentleman facon som annoncesælger for bladet. Men da firmaet overtages af kæmpekoncernen Globecom, og Dan bliver præsenteret for sin 25 år yngre nye chef Carter, møder han hidtil ukendte udfordringer. Carter er ung, charmerende og succesfuld, men har dog brug for Dans mangeårige erfaring. Dan har ikke råd til at miste sit job og må derfor finde sig i den energiske yngling, som også interesserer sig lidt for meget for Dans privatliv – ikke mindst hans store datter.

Ads by MGDK