“In Good Company” er en komedie, men egentlig ikke pjattet nok til præcist at kunne beskrives som en komedie. Ligeledes er den et drama, men alligevel heller ikke alvorlig nok til at den beskrivelse helt passer. Det kan dog ikke nægtes at man gennem de knap to timer “In Good Company” varer, ganske rigtigt føler sig i rimeligt godt selskab.

I filmen møder vi Dan Foreman, der er en sympatisk familiefar samt leder af salgsafdelingen på ugebladet “Sports America”. Firmaet bliver imidlertidigt opkøbt af Globecom, ledet af den karismatiske Teddy K. Han har udset den unge Carter Duryea til at overtage Dans job, og givet ham nogle meget klare instruktioner. Afdelingen skal effektiviseres, salget skal stige med 20% og der skal foretages nogle afskedigelser.

Carter overtager jobbet samt Dans kontor, men beslutter sig dog for at ikke at fyre Dan, da han har brug for hans erfaring. Dan er naturligvis ikke begejstret for den frembrusende og reelt set ukvalificerede knægt, men har intet andet valg end at finde sig i det. Hans ældste datter er lige startet på et dyrt universitet, han har netop taget et lån i huset og det viser sig at hans kone er gravid.

Carter er med sine blot 26 år godt i gang med en kometkarriere. Hans selvcentrerede karrieredyrkelse koster ham dog hans ægteskab efter blot syv måneder, og efterhånden har han intet andet at gå op i end arbejdet, som han derfor kaster sig over med en manisk dyrkelse. Det ændrer sig dog da han møder Dans datter Alex. Sammen med hende er det som om at han bedre forstår sig selv og inden længe får de to en affære bag Dans ryg.

Selv handlingen i “In Good Company” er i virkeligheden det mindst interessante. Den består for det meste af elementer vi har set før, og mere intenst formidlet. Det der til gengæld fungerer glimrende er den underliggende satire af forretningslivet. De indholdsløse salgsgloser, de kvalme og dybt nedvurderende peptalks samt de ekstremt kortsigtede løsninger på alting. Her har filmen virkelig bid, men desværre viser det ser efterhånden at den ikke tør følge sin egen handling til vejs ende. I stedet vælger den en konklusion der måske umiddelbart vil tilfredsstille dens publikum, men som klinger uendeligt falsk.