[b]Kapløb med tiden[/b]

[i]”Tid er penge”[/i] siges det, og selvom udsagnet uden tvivl er rigtigt, så er det alligevel sjældent, at man ser den tankegang ført så konsekvent ud i livet som i science fiction-filmen “In Time”, hvor netop mængden af tid er afgørende for alt.

Handlingen udspiller sig i en verden, der på mange måder ligner vores til forveksling, men hvor tid er blevet den afgørende faktor i alle gøremål. Her er alle, fra de fylder 25 år, udstyret med blot et ekstra år til rådighed. Tid er den nye valuta, som man kan arve, optjene via arbejde og købe ting for. Hvis tidsmåleren løber ud, er det permanent slut.

For de rige med masser af år på kontoen er det selvsagt en god fordeling, der nærmest sikrer udødelighed, men for dem, der som Will Salas (Justin Timberlake) er født i den fattige ghetto, er det en konstant kamp for livet ikke at løbe tør for tid. Derfor bliver det også et skæbnesvangert møde, da han træffer Henry Hamilton, der tilhører den rige elite og har evigheder på sin tidsmåler, men som efter eget udsagn er over 100 år gammel og har mistet lysten til tilværelsen. Da Salas gør ham en tjeneste, beslutter Hamilton at ende sit eget liv, og han forærer i stedet tiden til Salas, der med ét har adgang til de riges domæne. Dermed er hans kvaler dog lang fra forbi.

Filmen er både skrevet og instrueret af Andrew Niccol, der tidligere bl.a. har stået bag den fremragende science fiction-film “Gattaca”, der ligeledes legede med klasseopdeling i en nær fremtid, og faktisk ligger denne nye films udformning næsten så tæt op ad “Gatteca”s verden, at den nærmest kunne foregå i det samme univers. At filmen har en undergravende tone med en meget direkte brutal kritik af systemets indretning kan dårligt overses, og den kunne meget vel opfattes som en knaldrød kritik af kapitalisme og slet ikke ulig John Carpenters lige så undergravende og fornøjelige “They Live”. Samtidig er “In Time” dog også en tankevækkende fortælling om den måde, vi indretter os på, og hvad prisen er for vores evigt fortravlede renderi.

Derfor er det også en ekstrem stor skuffelse, da filmen efter ca. en glimrende første time tager den mere forudsigelige rute og bliver en mere konventionel actionfilm med et Bonnie og Clyde-element, der harmonerer ekstremt dårligt med resten af filmen, og som tvinger én til at sluge den ene mere utroværdige kamel efter den anden. Man fristes næsten til at tro, at filmselskabet har været inde over historien for at gøre den mere spiselig.