[b]Ole Lukøje går amok[/b]

Efter noget ventetid landede “Inception” endelig hos redaktionen, og på trods af den mindre forsinkelse, skal læserne naturligvis ikke snydes for en af årets mest ventede udgivelser. Forfatter og instruktør Christopher Nolan har som få forstået at ramme en nerve i mainstreamen. Gang på gang stryger hans film direkte ind på filmfolkets lange lister over yndlingsfilm, så da årets næstmest hypede science fiction-film ramte biograferne, havde den 40-årige stjerne noget at leve op til. Og han fejlede bestemt ikke.

Leonardo DiCaprio står forrest i rollen som den talentfulde drømmetyv Cobb, der modvilligt påtager sig en opgave, da den viser sig at være hans eneste vej tilbage til sine børn i USA, som han er udvist fra. Jobbet går i al sin indviklethed ud på at placere en tanke i hjernen på arvtageren til et gigantisk forretningsimperium. I bedste [i]heist[/i]-stil samler Cobb et hold, som skal udføre den næsten umulige opgave, men inden længe står det klart, at Cobbs indre dæmoner risikerer at kompromittere hele affæren.

Nolan har skrevet manuskriptet til “Inception”, og dette er i virkeligheden den største bedrift i filmens tilblivelse. Historien er ekstremt kompliceret, men Nolan har med kyndig hånd instrueret den, så det er forholdsvist let at følge med, og det på trods af, at den foregår i fem parallelle universer på samme tid – se, det er håndværk! I overensstemmelse med tidens trend er der ikke blevet tid til pauser i den hæsblæsende film, men i modsætning til de mange andre actionbrag, der for tiden strømmer ud af filmfabrikken Hollywood, er manglen på pusterum i fortællingen ikke en gene. Historien er skrevet ultrastramt, og på trods af, man kunne ønske sig, at filmen brugte en ekstra halv time på at udbygge de meget flade karakterer og udfylde et par små plothuller, er narrativet vældigt effektivt.

Selv om filmen nærmest mæsker sig i [i]special effects[/i], er disse holdt på et meget sobert niveau – de fungerer med andre ord som en velgennemtænkt underbyggelse af historien og ikke som et påmalet lag chrom, der prøver at dække over et manglende indhold – det er sjovt nok blevet en sjældenhed efter CGI’ens indtog. Især bør én af filmens mange actionscener fremhæves, nemlig en slåskamp, som udspiller sig i en korridor, hvor tyngdekraften konstant skifter retning. Hold kæft, hvor er det fedt! For denne anmelder er der ingen tvivl om, at sekvensen ligger i skarp konkurrence med introscenen i Bryan Singers “X-Men 2” om at være de sidste ti års mest velorkestrerede actionsekvens.

Og hvorfor må “Inception” så “nøjes” med fem stjerner og ikke seks? Svaret er at finde i Nolans manglende æstetiske vision. Sætter man en film på af f.eks. Jean-Pierre Jeunet, Coen-brødrene eller Terry Gilliam, går der ikke mange minutter, før man opdager, hvem der står bag kameraet – det ses i både kameraføring, lyssætning, personinstruktion, ja, i det hele taget alt, der udgør filmens [i]stemning[/i]. Ikke et eneste stilistisk tiltag i “Inception” afslører, at det er Nolan, der står for iscenesættelsen – det kunne for så vidt være en hvilken som helst anden dygtig actioninstruktør. Lidt hårdt sagt byder filmen ikke på noget, der stilistisk set gør den til [i]helt sin egen[/i] – Nolan beviser, at han er en af industriens dygtigste håndværkere, men nogen auteur er han ikke. Endnu.

Men lad os nu ikke fokusere på, hvad der [i]kunne[/i] have været, for der er absolut rigeligt positivt at sige om “Inception”. Filmen er hamrende underholdende, og der er ikke så meget som ét sekunds kedsomhed i den kringlede fortælling. Ligesom “The Matrix” gjorde det i 1999, vil “Inception” blæse sokkeholderne af de fleste unge mennesker, mens det lidt mere rynkede publikum, som ofte er mindre til fals for imponade, stadig vil være kosteligt underholdt af denne drøm af et actionbrag.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1. Det er ikke just et imponerende videotransfer, dvd’en byder på. Der forekommer en del digital støj, og hudtonerne er ofte alt for magenta. Ydermere kan man ofte se banding, altså hårde overgange i lysgradueringerne, og en god gang blocking – en slags “ophobning” af pixels – er også at finde. Derudover er store dele af filmen plaget af moires, der ses som lyse og mørke linier, som bevæger sig hen over skærmen (se næste billede). Det er ikke så heldigt. Til gengæld er kontrasten bundsolid, hvilket trods alt er det vigtigste, og der forekommer stort set ikke edge-enhancement, så transferet slipper med et lille tretal.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1. Der er ikke blot skruet op for de visuelle effekter – også lydsporet får fuld gas. Bassen er meget aktiv og bruges ikke blot i filmens mange eksplosioner, men også som en varslende, underlæggende buldren i drømmernes verden. Der er masser af panoreringer fra de mange skuddueller, og der er en glimrende fylde i Hans Zimmers effektfulde soundtrack. Desværre klinger dialogen lidt for hult og mangler en anelse nærvær, og det ellers spændende lydspor må derfor nøjes med fire stjerner.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder fire små dokumentarer, der primært omhandler tilblivelsen af filmens special effects. De er lidt for korte til at blive rigtigt interessante, og det er synd, da den slags dokumentarer kan være ganske spændende.