[b]En drøm er en drøm er en drøm[/b]

Som auteurskikkelse i det store brogede hav kaldet mainstream findes der for tiden og i sin generation Christopher Nolan og så alle de andre. Ret beset har den britiske instruktør endnu ikke lavet en dårlig film. CV’et imponerer med de to kanoniserede kolosser “Memento” og “The Dark Knight”, der begge er nøglefilm fra det netop overståede årti, hvilket absolut ikke gør Nolans øvrige film dårlige. De er blot mere solide end egentligt unikke. Spørgsmålet til Nolans nyeste værk er derfor enkelt: solid eller unik? Dårlig er ikke en valgmulighed.

Dom Cobb er en tyv, men ikke en helt almindelig en af slagsen. Han stjæler hverken guld eller grønne skove, men derimod idéer fra folks underbevidsthed, alt imens Ole Lukøje drømmende ser til. Cobb er den bedste i branchen, men en dag får han stillet en umulig opgave af den mystiske forretningsmand Saito. [i]Inception[/i] lyder opgaven, der som belønning vil give den efterlyste Cobb – der står anklaget for at have dræbt sin kone Mal – retten til at se sine børn igen. Missionen skal derfor lykkes, men den omhandler ikke tyveri, men derimod indsættelsen af en idé i underbevidstheden på en af Saitos konkurrenter. Cobb samler sit optimale hold til den tilsyneladende umulige opgave, der ikke smidiggøres af Cobbs egen uregerlige underbevidsthed, der til stadighed hjemsøges af den afdøde drømmekvinde Mal.

“Inception” er – hvis det drømmeagtige fedt skæres væk – en klassisk [i]heistfilm[/i], hvor en bande af specialister skal udføre deres livs kup. Først skal holdet samles og trænes, og slutteligt skal det nervepirrende kup så udføres. På den fulde rejse fra plan til kup er Nolan aldrig for fin til at levere action – og masser af den – fikst kombineret med detaljer og tankespil. En fin detalje er den auteurmærkede hilsen til Nolans første spillefilm “Following”, idet tyven fra dengang deler navn med tanketyven Cobb, spillet af Leonardo DiCaprio, der efterhånden spiller på et urimeligt stabilt højt niveau i hver eneste optræden. Flot spil er der også fra det øvrige stærkt karismatiske heisthold, der brillerer i første halvdel, men som svigtes markant af den småkedelige kupdel, der er klistret til med konventionel “James Bond”-action, der aldrig rigtig bliver pulsforøgende. Tværtimod.

Som i “The Dark Knight” lægges der i “Inception” fra land med en imponerende energifyldt og velkoreograferet startsekvens, hvor Nolans komplicerede æsketænkning á la Pandora – med drømme inden i drømme – med rolig hånd og køligt overblik bliver vist og ikke fortalt. Denne vægtning af det viste og det fortalte opretholdes ærgerligt nok ikke filmen igennem, hvor filmens drømmeunivers – tydeligt inspireret af “The Matrix” – gang på gang lidt tungt og trægt skal forklares, hvilket minder mig om, at de mest komplekse og sindrige brætspil typisk er dem med enkle og let forklarlige regler. “Inception” er som sådan uproblematisk at forstå, men dens mange og lange regler gør, at dette filmiske brætspil nok aldrig bliver en klassiker.

Mest vellykket er filmen, når den forlader sit fokus på kuppet og de mange anonyme og let overvindelige modstandere for i stedet at fokusere på den tragiske kærlighedshistorie imellem Cobb og Mal. Det er denne underprioriterede sidefortælling – som elegant er hæftet på filmens filosofiske omdrejningspunkt: drømmer jeg eller er jeg vågen? – der holder interessen i drømmedramaet vedholdende. Til denne typiske Nolan-tankesnørklede del af drømmen kan det anbefales at bide mærke i filmens Edith Piaf-reference møntet på Marion Cotillard – der fik sit internationale gennembrud med “Spurven” – der måske kan give en ledetråd til den utvivlsomme diskussion foranlediget af det kryptiske slutbillede.