Betagende rejse i vildmarkenDet festlige substantiv [i]vild[/i] indgår ganske vist i filmtitlen “Ind i vildmarken”, men vildbasser og festaber vil ikke finde meget at more sig over i Sean Penns eftertænksomme, dvælende værk – den fjerde og uden sammenligning bedste spillefilm, Penn har begået. Den snart 48-årige herres produktioner er alle blevet beskyldt for at være uengagerende, kyniske stiløvelser… kostelige forsøg på at give Penn afløb for sine egocentriske impulser. Sludder og vrøvl. Kun en følelsesladet filmmager med et urokkeligt overblik og hjertet på rette sted kunne have stablet et projekt som “Ind i vildmarken” på benene.

Penn er slet og ret en født historiefortæller, og denne gang har han kastet sig over en historie fra det virkelige liv: Fortællingen om den populære, intellektuelle ungkarl Christopher McCandless, som i 1990 efterlod et liv i sus og dus finansieret af sin succesrige families formue for at starte på en frisk. Han donerede sin enorme opsparing til velgørenhed, ødelagde alle sine betalingskort og ændrede sit navn til Alexander Supertramp, før han drog af sted uden en krone på lommen eller et kort i tasken. Men i modsætning til de fleste filmiske odysseer er dennes endemål ikke protagonistens hjem, men derimod Alaskas golde ødemark, som knægten er stærkt tiltrukket af. Det er i Alaska, Christopher mener, at han kan opnå den spirituelle sjælefred og sindsro, som han længes efter.

Man forstår udmærket godt Penns fascination af Christopher McCandless. Begge er kompromisløse, determinerede mænd, der intet har tilovers for et samfund, de betegner som en materialistisk og overvejende kynisk institution. McCandless takkede i sin tid jævnligt nej til hæderspriser i skoledagene, og Penn mødte næsten modvilligt op for at hente sin Oscar i 2005. Penns fascination af og respekt for McCandless er også evident igennem hele filmen, som dog ikke undlader at portrættere de mange fejltagelser, McCandless begik under sin lange rejse. Den 21-årige mands enorme entusiasme gjorde det ofte svært for ham at spotte naturens faretruende kræfter, og hans naivitet endte med at koste ham dyrt.

“Into the Wild” er mildest talt en prisværdig og veltimet hyldest til idealistisk vovemod i en tid, hvor der netop synes at være utallige faktorer, der så gerne vil diktere, nøjagtig hvordan man bør agere. Nogle vil måske mene, at McCandless var en narcissistisk tåbe, der fik, nøjagtig hvad han fortjente, og i så fald bør man lade filmen være i fred. Der er dog absolut ingen falskklingende replikker, sukkersøde sidehistorier eller spor af usmagelig Hollywood-nonsens, der forsøger at tvinge McCandless op på en højtravende piedestal, som han ikke har fortjent at betræde.

Penn, der også forfattede manuskriptet, behøver ikke at forfalde til billige filmiske virkemidler for at bevæge, og bevægende er filmen i allerhøjeste grad. Musikken af Michael Brook og Eddie Vedder komplimenterer ydermere filmen fornemt. De stemningsfulde og generelt melankolske sange er smagfulde og iørefaldende, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at de var komponeret af McCandless selv. Visuelt har Penn tydeligvis også ladet sig inspirere af sit store idol Terrence Malicks glitrende CV. Filmens mangfoldige scenerier er simpelthen betagende.