[b]Trofast film om indigneret bog[/b]

Man får somme tider en overraskelse, når en film, man troede, var et fuldkomment originalt værk, i virkeligheden er en filmatiseret bog. Filmselskaberne fortæller nemlig ikke altid direkte, at de har nuppet en eller anden NY-times bestseller. Det er lidt som at indrømme snyd. Undtagen når forlægget er af en respekteret forfatter: Pynchon, Carver eller som nu Philip Roth. Navnet sælger en særlig idé om lødig kunst, der har en berettigelse i sig selv. Således også “Indignation”, en tekstbogs-krønike med måske, måske-ikke selvbiografiske elementer om den ateistiske jøde Marcus Messners oplevelser på en traditionel katolsk skole.

Roths roman er dannelse på den klassisk angelsaksiske måde: Den indre rejse fra dreng til mand sat overskueligt op til at flugte med starten på college og deraf følgende seksuel og intellektuel vækkelse. Sådan gøres det egentlig også på film, lige fra “American Pie” til “Døde poeters klub”. Den afgørende forskel ligger ofte i, hvor meget hovedpersonen skal lide. Tommelfingerreglen siger, at jo værre, det går, jo større kunst. Den fine film og litteratur giver ikke den lette (for)løsning, men indbyder til et ekstra tænksomt bap på piben og et indforstået nik fra lænestolen.

Alene ved at give sig i kast med en af de store amerikanske forfattere går instruktør James Schamus ned ad en særlig dybsindig sti. Og det er ikke kun fortællingens placering i 1950’ernes USA, der dufter lidt af Rød Orlik og Chesterfield. Han trækker også uret tilbage, til før nogle vilde franskmænd klippede tiden i stykker og gav forståelsen fingeren. Støt og roligt udfoldes historien i et tempo, hvor alle kan være med. Den eneste krølle er, at fortælleren Marcus, som i Wilders klassiker “Sunset Boulevard”, er død. “Indignation” er imidlertid ikke noget mordmysterium. Bare en tragisk rejse fra Ohio-college til Korea-krig. Slået som en perfekt cirkel på den kloge engelsklærers tema-tavle.

Plottet træder i baggrunden og der ringes i stedet ind til masterclass på skuespil-skolen. “Indignation” har flere scener, der er på grænsen til filmet teater. Det skal forstås absolut positivt som et intenst fokus på dialog og psykologi og ikke som manieret Holberg-cirkus. Vi befinder os på kanten af de store dybe eksistens-afgrunde, som hos Arthur Miller eller Tennessee Williams. Ærkeamerikansk og en smule højtideligt, men når det fungerer, er det dybt imponerende. Bedst illustreret ved en pinefuldt lang scene, hvor Marcus er kaldt til afretning på dekanen Caulfields kontor. Stemningen skifter ved hver anden replikudveksling, og jeg var snart lige så konfus og utilpas som den svedende, ængstelige Marcus.

At han som ateist har sine problemer på en katolsk skole er ikke overraskende. Men Marcus Messner er også næsten religøst frelst i sin overbevisning, og jeg tog mig selv i at håbe på, at han retter ind. Bare for lige at få en pause. Den største force er, at det kvælende konforme Amerika fremstår som en fremragende grobund for netop vrede og indignerede følelser. Det er en kedel under tryk, der ikke for alvor bobler over, og derfor bliver desto mere ubehagelig at følge. Men det lange seje opgør med institutionen og de fortvivlede frem-og-tilbage følelser for den smukke Olivia er egentlig som skabt for romanens lange format. Som film betragtet får “Indignation” lidt for lidt ud af lidt. Nogle scener, der stikker dybt, omgivet af mere overfladiske skraveringer af den amerikanske middelklasse.