[b]Der var engang i nazibesatte Frankring[/b]

Til tonerne af storladen spaghettiwestern-musik indleder ovenstående ord Quentin Tarantinos længe ventede krigsfilm “Inglourious Basterds”. Hvad, der herefter følger, er en af de absolut bedste åbningsscener, jeg nogensinde har set. En neglebidende, humoristisk og dæmonisk velskrevet dialog mellem en jødeskjulende, fransk bondemand og übernazisten Landa – også kendt under navnet Jødejægeren. Spændingen og den konstant underliggende terror er så velkonstrueret, at det ville få Alfred Hitchcock til at vende sig i graven og anerkendende vende to tommelfingre opad. Og det er kendetegnende for hele filmen, der endnu engang beviser, at Tarantino stadig hører til blandt de mest innovative og kompromisløse filmmagere.

Hvad nu hvis jøderne havde taget kampen op mod nazisterne og givet dem en ordentlig røvfuld? Dette synes at være præmissen for filmen, hvis titel henviser til navnet på en gruppe hævntørstige jøder, der på brutal vis nedslagter og skalperer nazister. Med dreven sydstatsaccent gør Brad Pitt det godt som amerikaner-jøden Aldo Raines, der leder det beskidte dusin. Men det er Christopher Waltz i rollen som den kølige, psykopatiske jødejæger, der stjæler showet. Hver eneste scene med ham emmer af uhygge og kølig terror, der ikke er set så godt på film, siden Javier Bardem brillerede som stjernepsykopat i “No Country for Old Men”.

I vanlig Tarantino-stil består filmen af flere forskellige historier, der alle sammen bliver forbundet og til sidst leder hen til filmens store klimaks – biografpremieren på en tysk propagandafilm. Den bliver overværet af alle de store, tyske officerer – fra propagandaministeren Goebbels til den hysteriske Führer. Slutningen skal selvfølgelig ikke røbes her, men den er ikke helt, som man kender den fra historiebøgerne…

“Inglourious Basterds” fortæller historien om 2. Verdenskrig, hvis den var blevet udtænkt og orkestreret af et omvandrende filmleksikon med en forkærlighed for lange dialoger, udpenslet vold og jøder med forkærlighed for knuste nazi-kranier. Filmen besidder en legesyg tilgang til virkelighedens begivenheder, hvilket sikkert vil træde nogle over tæerne, men mindst fryde og betage lige så mange. “Inglourious Basterds” vil dele vandene, og som så mange gange før vil kritikere sikkert beskylde instruktøren for at lave en film, der kun indeholder stil og ingen substans. Gør man det, lukker man dog også øjnene for det, der gør hans film så unikke.

Tarantino er først og fremmest en historiefortæller, og det er indlysende, at han brænder for sin idé og sine karakterer. Er “Inglourious Basterds” nogen dyb film? Nej, bestemt ikke, men det har heller aldrig været meningen. Det her er en kærlighedserklæring til filmmediet. Et stort smækkys til de film og de fortællinger, der kan sætte kulør på en kedelig hverdag og få os til at omfavne den gode historie og udforske fantasiens legeplads. Den virtuose billedside, de knivskarpe dialoger og den sjældne tålmodighed for opbygning af hver enkelt scene er en befrielse at overvære i en tid, hvor amerikanske instruktører konstant forsøger at overgå hinanden i eksplosioner, fart og spænding.