[b]De uovervindelige[/b]

Clint Eastwood runder snart de 80, men det synes ikke at være nogen hindring for, at han nærmest årligt sætter sig i instruktørstolen, hvilket ofte resulterer i ganske habile film såsom sidste års fine “Gran Torino”. I den aktuelle “Invictus” har Clinten fundet sammen med sin gamle samarbejdsparter – Morgan Freeman – i en historie om Nelson Mandela og kampen for et forenet Sydafrika.

Som ganske ny i præsidentembedet ser Nelson Mandela en mulighed for at samle den dybt splittede sydafrikanske nation under VM i rugby i 1995. Men Sydafrikas rugbylandshold, The Springboks, er alene de hvides hold og for de sorte et skændigt symbol på apartheidtidens undertrykkelse. Mandela forkaster imidlertid al snak om at ændre på holdets udseende, og i stedet samarbejder han med holdets hvide anfører Francois Pienaar om at relancere The Springsboks som hele Sydafrikas hold. Både sorte og hvide ser skævt til denne politik, og forude venter hårde rugbykampe for det mildt sagt utrænede hold.

“Invictus” er i bund og grund dybt sympatisk. Historien om hvordan Mandela efter årtiers indespærring mødte apartheid og undertrykkelse med tilgivelse og forsoning er på alle måder vægtig og inspirerende. Desværre har Eastwood i sin iver for at få budskabet klart igennem skabt en film, der i al for høj grad fremstår som et moralsk lærerstykke. I flere scener får det nærmest karakter af belærende foredrag – som når Mandela flere gange bryder ud i enetaler, hvor det fyger med visdomsfloskler i stil med [i]”jeg har en større familie – 42 millioner sydafrikanere”[/i] eller [i]”tilgivelse frigør sjælen.”[/i] Den sproglige svulstighed får heller ikke for lidt, når Matt Damon som Pienaar i den afgørende [i]peptalk[/i] til sine holdkammerater råber: [i]”Dette er vor skæbne.”[/i]

Billedesiden hjælper også godt til, når budskabet skal indprentes hos tilskueren. F.eks. æres rugbyspillerne med lange og højstemte slowmotionsekvenser, når de tændt af den nationale flamme endelig finder ud af at spille for hele Sydafrika. Et close-up af sorte og hvide hænder, der i fællesskab holder et trofæ, er heller ikke til at tage fejl af. Ingen symbolik er her for corny. Til tider virker det bombastiske udtryk faktisk, og man fanger sig selv i at blive revet med af den brusende nationalisme, som når hele Johannesburg-stadion messer den sydafrikanske nationalhymne. Men for det meste har det den modsatte effekt – man bliver distanceret, og kedsomheden indfinder sig. Og så virker det hele alt for simpel. Filmen giver nærmest indtryk af, at det alene var rugbykampe, der afgjorde Sydafrikas skæbne. Jeg tillader mig at tvivle.

Bedre lykkes det i en sidehistorie, hvor vi følger Mandelas sikkerhedsvagter. Her tvinges hvide og sorte modvilligt til at arbejde sammen, hvilket langsomt fører til gensidig respekt og anerkendelse. I en mere afdæmpet og troværdig form får vi her et indblik i, hvordan den egentlige kamp mod forstokket racisme sker i det små, dag for dag.