I kyndige hænderDet er en ældgammel, men fortsat eviggyldig sandhed, at skinnet bedrager. Tag nu bare den 50-årige Maggie, som ved første øjekast ligner en hvilken som helst almindelig og næsten halvkedelig forstadskone, hvis livsførelse man næppe kan forstille sig indeholder de store overraskelser. Sandheden er dog en ganske anden, og den så respektable Maggie fører i al hemmelighed et dobbeltliv blandt de mere skumle dele af Sohos kvarterer.

Hvordan, det er kommet så vidt, er en længere historie. Maggie har fra starten af en lidt trist tilværelse som enke i en typisk engelsk forstad. Hendes barnebarn Ollie rammes imidlertid af en hjertesygdom, og den eneste behandling, som muligvis kan hjælpe, er i Australien. Hans forældre har imidlertid ikke midlerne til at foretage en sådan rejse, og de har allerede udtømt alle muligheder for at låne yderligere penge. Maggie har aldrig haft et job i sit liv, men forsøger nu desperat at finde et, der kan hjælpe med at dække udgifterne.

Hun bliver dog prompte afvist af ligegyldige arbejdsgivere og jobkonsulenter, men søger i naivitet en stilling som værtinde på en skummel natklub. Her møder hun indehaveren Miki, der oplyser hende om, at “værtinde” dækker over en lidt anden profession. Maggie har ikke ligefrem udseendet til at være prostitueret længere, men Miki bemærker, at hun har særdeles bløde hænder. Han har derfor et tilbud: Klubben har et særligt værelse med en lille åbning, hvori liderlige mænd kan stikke deres elskovsstang ind og blive betjent af en kvindes kærlig hænder i det tilstødende værelse. Det var ikke ligefrem sådan en stilling, Maggie havde i tankerne, men betalingen er god, og modvilligt påtager hun sig det lidet noble erhverv. Det viser sig ikke desto mindre, at hun har et naturlig håndlag for jobbet, og snart tildeles hun kunstnernavnet “Irina Palm” og bliver lidt af en anonym kendis som det bedste handjob i branchen.

Filmen må vel nærmest beskrives som en slags “Calender Girls” møder Ken Loach, men den adskiller sig alligevel ved at bryde en del af genrens konventioner samt ved at lægge afstand til nogle af de mest overfladiske politisk korrekte opfattelser. Først og fremmest adskiller den sig ved at tegne en miljøbeskrivelse af det listige Soho, der er anderledes positiv, end hvad vi sædvanligvis bliver præsenteret for. Den alfonslignende indehaver er for en gangs skyld ikke et dumt svin, men derimod grundlæggende et sympatisk menneske, og i stedet for at være en fortælling om hvor fornedrende og menneskefjendsk arbejdet er, udvikler historien sig temmelig anderledes, end hvad vi er vant til.

Filmen skaber nogle forventninger om selvopofrelse, men udvikler sig i en anden retning og bliver i stedet en historie om generhvervet selvværd. Alle fortæller Maggie, at hun skal holde sine to identiteter skarpt adskilt – råd, som hun ikke desto mindre ignorer, og snart forsøger hun at gøre mastuberingsværelset hyggeligere med alskens nipsgenstande og billeder som en anden pligtopfyldende sekretær. Hun bringer varme og menneskelighed til en gold eksistens og oplever selv en opblomstring på trods af det ellers så ildesete arbejde. I rollen som Maggie ses Marianne Faithfull, der giver figuren en naturlig forsagthed. Hun suppleres glimrende af resten af rollebesætningen, hvor ikke mindst Miki Majnolovic yder hendes fornemt modspil.