Hvad end man siger om “Iron Man”-filmserien, så må man give den kredit for dens hastighed. Efter blot en enkelt fortsættelse er det næsten allerede lykkedes den at trække stikket ud på nærved samtlige af de ting, der gjorde den første film til sådan en stor fornøjelse.
[image=52207]
Filmen fortsætter omtrent, hvor den sidste slap. Tony Stark har med vanlig mangel på ydmyghed afsløret, at han er verdens eneste ægte superhelt, og han nyder nu berømmelsens lys. Indeni går det imidlertid knap så godt, og den anordning, der holder ham i live, er også langsomt ved at forgifte ham. Regeringen forsøger ihærdigt at få fingrene i hans kampdragt, og samtidig dukker en skummel russer i Mickey Rourkes skikkelse op, som også lader til at besidde hemmeligheden om Starks energikilde.
[image=51876]
Hvor filmen byder på masser af snak mellem mænd i dyre habitter, så er den til gengæld overraskende blodfattig, når det kommer til action. Vi er ca. et kvarter inde, før det første (og filmens bedste) slagsmål dukker op, og herefter er der stort set stille indtil slutningen. Som så mange andre film i genren kulminerer “Iron Man” i et effektspektakel, men da består oplevelsen mest i at se ansigtsløse CGI-robotter skyde hinanden i smadder, og det er nu engang temmelig vanskeligt at interessere sig for, hvilken effekt der nu løber af med sejren. Det var også til dels et problem i den første film, men der fik Starks uhøjtidelig personlighed lov til at styre løjerne. Her er det i stedet maskinerne, der taler.
[image=51238]