[b]Når guitarhelte mødes[/b]

Den afdøde amerikanske filmanmelder Gene Siskel havde en slags test, som han brugte, når han skulle vurdere film. Den gik i al enkelhed ud på at overveje, om filmens fortælling var mere interessant end en dokumentar om filmens skuespillere, der spiser frokost. Forstået på den måde, at hvis den ikke var det, så var det en dårlig film.

Den test sprang frem i min erindring under “It Might Get Loud”, der i bund og grund blot følger tre guitarister, der finder sammen i hyggelige omgivelser for at tale om deres elskede instrumenter. Det møde kommer der som sådan ikke rigtig noget ud af, men filmen viser sig ikke desto mindre at være et temmelig underholdende bekendtskab.

De tre musikere er The Edge fra U2, Jimmy Page fra Led Zeppelin og Jack White fra The White Stripes, og de tre repræsenterer ikke blot tre forskellige stilarter inden for rockmusik, men også tre forskellige generationer. De tre fortæller hver især om deres personlige forhold til musikken og prøver at forklare fascinationen ved guitaren. Det er selvsagt noget indforstået og temmelig nørdet, men også ret sjovt at høre om.

Umiddelbart er det første, der springer i øjnene, guitaristernes vidt forskellige personligheder. Jimmy Page er med sine grå lokker den naturlige patriark og nyder tydeligvis den beundring og ærefrygt, de to andre udviser over for ham. Han lyser dog op i en rørende musikglæde over de skønne toner, og ikke mindst hans barnligt lykkelige udtryk, da han afspiller en plade med Link Wrays “Rumble”, er en af filmens højdepunkter. I modsætning hertil er The Edge den lille gruppes tekniker, der konstant sysler med læssevis af forskellige knapper, mens han leder efter den perfekte lyd. Han viser sig også at være den mest veltalende af de tre og fortæller uprætentiøst om vejen fra de beskedne kår, hvor han som knægt selv byggede en guitar sammen med sin bror.

Jack White viser sig at være den udseendemæssigt mest farvefulde af de tre, men man fornemmer en skyhed og sårbarhed bag de kulørte klæder, og han beretter levende om opvæksten og kærligheden til den gammeldags bluesrock. De tre mødes, og selvom White forudser slagsmål og fjendtligheder, viser mødet sig at være en temmelig fredelig slags, hvor de tre udveksler erfaringer og spiller et par numre. Mødet er dog også den mest skuffende del af filmen, eftersom de tre viser sig at være en del mere interessante at høre på individuelt end i samlet flok. Uden en interviewer til at lede samtalen føles det lidt som at overhøre tre fyre sludre i et s-tog.