[b]Uhyggelig kærlighed[/b]

Den store prærie i de amerikanske westerns er måske det mest uimodståelige, ikoniske filmlandskab, der findes, men de engelske sletter er bestemt ikke langt efter. De fungerer formidabelt som romantisk baggrund i utallige Jane Austin-filmatiseringer, men de kan også fremstå ulykkeligt længselsfulde som i “Stormfulde højder” eller kolde og urovækkende som i en gammel, engelsk gyser, hvor Dracula eller Baskervilles hund gemmer sig i mørket.

På afstand ligner “Jane Eyre” måske umiddelbart en forholdsvis munter film i stil med “Stolthed og fordom”, men det er ikke desto mindre mest de to sidstnævnte fremtoninger af Englands sletter, der gør sig gældende her. [i]”Dette er et meget isoleret sted”[/i] oplyser en husholderske, men hun behøver dårligt nævne det. Selv i solskin er farverne dunkle, og overalt fremstår landskabet goldt og ugæstfrit, som var det en fremmed planet.

At filmatisere en omfangsrig, klassisk roman som Charlotte Brontës “Jane Eyre” kan være en stor mundfuld for selv de mest kompetente filmmagere, og derfor har man i denne udgave valgt at fokusere på den unge Eyres skæbnesvangre ophold på Thornfield Hall, mens hendes barske fortid på en opdragelsesanstalt primært bliver fortalt gennem flashbacks. Tingene bliver dog endnu mere indviklede, da hun ankommer til Thornfield som guvernante, og en spirende romance opstår mellem hende og husets herre, Edward Rochester. Vi fornemmer hurtigt, at foruroligende hemmeligheder lurer i mørket.

Filmen er instrueret af Cary Fukunaga, der stod bag den fremragende “Sin nombre”, og selvom afstanden mellem en mexicansk spændingsfilm med et socialrealistisk præg og en klassisk, engelsk fortælling kan synes meget stor, så klarer Fukunaga overgangen fuldstændig glidende. Han giver filmen en distinkt visuel stil, der både er klassisk og fornyende. Engene er farvedrænede, og indendørsscenerne er filmet i klaustrofobisk mørke. Dermed får hele filmen en urovækkende, indespærret stemning, og igennem mange passager fremstår filmen decideret småuhyggelig med dens velkendte gotiske look – man forventer næsten, at Vincent Price pludseligt dukker op med et grufuldt grin.

Filmen er dog først og fremmest en fortælling om kærlighed, der strides med umulige vilkår og sociale konventioner. Men hvor handlingen potentielt lægger op til melodrama og store følelsesudbrud, holder Fukunaga kortene tæt ind til kroppen og lader kun sjældent følelserne komme til udtryk – hvilket samtidigt gør det så meget mere virkningsfuldt, når det omsider sker. For at kunne gå denne balancegang effektivt kræves der nogle særdeles kompetente skuespillere, der kan antyde følelser snarere end at vise dem, og til alt held har Fukunaga et par formidable af slagsen til rådighed. Mia Wasikowska er ganske fremragende i hovedrollen, og i rollen som Rochester spiller Michael Fassbender her på nogle af de samme strenge, han betjente så fornemt i “Fish Tank”, hvor han ligeledes gjorde kur til en yngre kvinde. Han er uden tvivl den mindst charmerende førsteelsker i mands minde, men alligevel formår han at vække vores sympati.