[b]Skræmmende genkendelig tragedie[/b]

1960’erne gjorde bare et eller andet helt rigtigt. Set i bakspejlet virker det, som om de sidste 50 år har været én lang ulykkelig forelskelse i kærlighedssommerens årti. Om man græder over, at man var med, og det er slut nu, eller at man aldrig var med, og det er slut nu, er der en konsensus om, at det hele var bedre engang. Musikken, sexen, hashen. Selv når den sidste 68’er ånder ud, vil mytologiseringen af Jimi, Jimmy og Janis sikkert stadig sælge t-shirts og obskure b-sider. Og solide, men konservative portrætfilm.

Musikfilm lokker næsten altid med helt nye og hidtil usete optagelser fundet på et slidt gammelt bånd i lydteknikerens svenske halvbrors udestue. Amy Bergs “Janis” gør brug af samme salgstrick, men eftersom Janis Joplins familie har givet adgang til hendes personlige breve og dagbøger, er der nok noget om snakken. De meget åbne og ærlige tekster om et hårdt, kort liv oplæst af Cat Power har i hvert fald en anden tyngde end den klassiske ‘snakkende hoved’-stil, som resten af filmen benytter.

Det er, som om Janis Joplin selv i dag tager rampelyset fra sine tidligere bandmedlemmer, managere og elskere. “Janis” får et spark i røven med hver optagelse af hendes sange og falder hen i en lille koger, når de gamle drenge fortæller historier. Det er nok guf for tilhængere af syretrip-skildringer, men det ender som en forudsigelig udgave af den grimme heroinafhængige ælling. Jeg tror godt snart, vi kan sige, at dem der tog meget LSD i 60’erne, skal holde op med at prøve at fortælle om det.

De usammenhængende anekdoter bliver desværre lidt sigende for “Janis” samlede udtryk. Selv om 27 år er et kort liv, bliver det alligevel for langt til at skildre skarpt fra vugge til grav. Den revolutionerende vinkel på tragedien udebliver. I stedet bliver vi serveret den typiske montage af plakater, pladecovere og koncertoptagelse. Det er hårde odds for Berg, når hendes bedste materiale, bortset fra de førnævnte breve, allerede er optaget og vist i filmene om Monterey og Woodstock. En skrigende Janis Joplin kan stadig fascinere.

Så er det bare spørgsmålet, om det er stemmen eller den tidlige død, der egentlig trækker i publikum. Succesen er stor, men nedturen er endnu større, og Berg viser jo netop, at vi stadig har en interesse i menneskelig ulykke. Uheldigvis for “Janis” har den interesse ført til, at historien om Klub 27 er delt til døde, og den sidste halvdel bliver en forholdsvis lang udtoning til det så velkendte punkt – musikken stopper, rockstjernen kigger dig intenst i øjnene, og skærmen bliver sort. Ingen revolution dér.