[b]Melankolsk muskelbundt[/b]

Skurke og skud angriber vores ensomt karatesparkende helt fra alle sider. Jean-Claude Van Damme, [i]The Muscles from Brussels[/i], kæmper sig igennem en hær af fjender med sine bare næver for i selvtægtens navn at redde pigen og dagen. Alt er ved det gamle, kongen af hårdtslående B-film såsom “Bloodsport” og “Street Fighter” er i sit vante element, ganske som vi kender ham. Dog kun lige til, at instruktøren råber ‘tak’, og filmens illusion bliver brudt. Her begynder “JCVD”, der er fortællingen om Jean-Claude Van Damme som ingen ringere end Jean-Claude Van Damme.

Jean-Claude Van Damme er i “JCVD” en falleret actionskuespiller, der er lige så meget helt i sine stadigt mere og mere tåbelige filmroller, som han er antihelt, når kameraet slukkes. Her kæmpes hverdagens kampe mod en uduelig agent, ekskonen om forældremyndigheden over deres datter og en skrantende privatøkonomi. Van Damme rejser til sin hjemby i Belgien i jagten på et tiltrængt pusterum væk fra Hollywood og retssagen om forældremyndigheden. På det lokale postkontor havner Van Damme imidlertid midt i et røveri, som hurtigt udvikler sig til et potent gidseldrama, der er som taget ud fra en, nå ja, Jean-Claude Van Damme film. Endnu en gang er muskelmanden fra Bruxelles i sit rette element, men nu blot som skuespiller og ikke actionhelt – hvordan vil det gå, og er der egentlig forskel?

“JCVD” er en af den slags film, vi ikke bliver præsenteret for hver dag. En ganske unik, ambitiøs og til tider småprætentiøs metafilm om en mand, der kigger tilbage og gør status på et liv fyldt med oplevelser, men fattigt på indhold. Van Damme er melankolsk troværdig i rollen, der byder på alt fra humor og selvironi til indadvendt selvransagelse – hvad betydning har det at være idoliseret af masserne, når ens egen datter ikke vil bo hos én?

Filmens metaniveau fungerer upåklageligt som intelligent medspiller filmen igennem. Projektet med denne film for Van Damme synes netop at være at blive taget alvorligt. Ikke bare af publikum, men særligt af sin datter, der i filmens univers bliver drillet grundet faderens B-films fjollerier. En datter, han på metavis synes at række ud efter med denne film for at vinde hendes respekt – du kan være stolt af din far. Det alvorlige tager dog aldrig mere overhånd, end der gøres grin med muskelbundtets evne til at sparke cigaretter ud af munden på folk, men også overdreven idoldyrkelse og det ådselædende mediecirkus får et par velanbragte spark med på vejen.

Æstetisk er “JCVD” hyperstiliseret i en gyldengul teint á la Von Triers “Forbrydelsens element”, hvilket akkompagneres af en frisk og fræk jazzet 60’er-lyd, der lækkert understøtter den melankolske tone, som gennemsyrer filmen. Dette kombineret med den actionmættede og sarkastisk fordomsfremmende indledningssekvens udført i et overbevisende one-shot gør, at der er tale om et stykke filmhåndværk, der dufter markant mere af A- end af B-film. Æstetikken og filmens humoristiske tone har dog én ulempe. Tilsammen distancerer de os fra den skrantende og skriftende hovedperson, hvilket illustreres i den overraskende metamonolog, hvor filmen afbrydes i 6 minutter, alt imens Van Damme på inderlig facon gør status over sit liv og karriere. Her balanceres der knivskarpt imellem det følte og det patetiske, og slutteligt i monologen taber det oprigtige desværre en smule til Hollywood.