Så sandelig en Sandler-fadæseDet er let at pege fingre ad “Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” og kritisere filmens påklistrede moralprædiken og flittige nedgørelse af homoseksuelle og kvinder for at fremmane latter. Men ærlig talt har filmen større problemer end sin svingende tone. Manuskriptet, der ellers er skrevet af to af branchens dygtigste forfattere, Jim Taylor og Alexander Payne, er ludfattig på gedigne morsomheder. Filmen er simpelthen ikke særlig sjov.

Konceptet er ellers udmærket. Brandmændene Chuck og Larry, som både er kollegaer og bedste venner, arrangerer et registreret partnerskab, så Chucks børn er bedre stillet, hvis deres far skulle dø på jobbet. Men det falske ægteskab strider imod loven, og der går ikke længe, før de får en mistænksom sagsbehandler på nakken. Derfor er det heteroseksuelle makkerpar nødt til at lægge deres hverdag om for at overbevise omverdenen om, at de vitterligt er homoseksuelle. Det bliver især svært for den kvindebedårende Larry, som forelsker sig i parrets hotte stjerneadvokat.

Førnævnte Taylor og Payne vandt Oscars for deres fabelagtige manuskript til den fantastiske “Sideways”, og der er mildest talt en verden til forskel mellem de to produktioner. “Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” er en blødsøden omgang følelsesporno uden mærkbare overraskelser. Den lægger ud med at udstille homoseksualitet som en eksklusiv klub for letpåklædte, falsetsyngende ungkarle, der flittigt nyder voldsom sex. Der er ikke én eneste statist eller skuespiller, der skal forestille at være homoseksuel, som ikke er en flamboyant stereotyp. Der er dog ikke grund til at være virkelig forarget over, hvor snæversynet filmen er, da den som helhed er så tåbelig, at intet i den umiddelbart kan tages seriøst.

Efter filmens første halvdel bliver den slags jokes, som publikum først blev bedt om at grine af, pludselig ytret af nederdrægtige karakterer, som det er meningen, vi skal hade. Det er ikke blot en smule hyklerisk, det er også højst mærkværdigt. Det ville have været lettere at snuppe den rodede films svingende orientering, hvis den rent faktisk havde været morsom. Men i deres iver efter at balancere mellem både det politisk korrekte og ukorrekte glemmer filmmagerne at raffinere vitserne, som svinger mellem det aldeles forfærdelige, det ringe og det middelmådige. Der er ingen kliché, der ikke hives ud af ærmet – ja, selv en langtrukken badescene med masser af sæbe er inkluderet.

Adam Sandler og Kevin James er dog langtfra forfærdelige i titelrollerne – der er en gnist mellem de to kollegaer, som til tider får én til at trække på smilebåndet. Men man fornemmer immervæk, at begge komikeres potentiale går til spilde. Folk som Dan Aykroyd, Ving Rhames og Steve Buscemi (som virkelig ser ud til at kede sig) dukker også op for en kort bemærkning uden at gøre indtryk, mens Jessica Biel, indimellem nærbillederne af hendes bryster og bagdel, undertiden fremstår troværdig og med autoritet som parrets advokat. Selvom sødsuppen løber over sine bredder i filmens sidste akt, lykkes det faktisk filmmagerne til slut at ytre noget meningsfuldt om tolerance, men det er alt for lidt, alt for sent.

Video”Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry” ser lige så godt ud, som en ny og velfinansieret komedie bør i High Definition. Farverne er virkelig mætte og attraktive, og de fremstår immervæk naturtro. Især brandbilernes røde facader og de destruktive, orange ildebrande ser virkelig godt ud. Kontrasten er god – kun i ganske få skud bider man mærke i milde kontrastsvingninger. Og sortniveauet er ofte meget imponerende, selvom der til tider optræder en smule støj og gryn i billedets dunkleste afkroge. Hverken edge-enhancement eller udtværing optræder, og billedet står knivskarpt.

AudioMan vil normalvis ikke forvente at blive blæst væk af lydsiden i en film som “Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry”, men skivens Dolby Digital Plus 5.1-lydspor leverer virkelig varen. Filmen drives selvsagt primært af dialogen, og hver eneste replik er krystalklar. Det kan godt være, musikken er lidt kedelig, men i det mindste får den lov til at folde sig godt ud. Alle højtalerne bruges godt til at frembringe subtile lydeffekter, der skaber en troværdig atmosfære i både filmens stilfærdige og højlydte scener. Og apropos højlydte, så er filmens tidlige scener, hvor vi ser brandmændene i aktion, især auditivt fornøjelige – subwooferen tages godt i brug, mens branden sniger sig rundt om seeren via et par fine panoreringer. Der er ingen støj, og kun i et par af filmens indendørsscener savner man mere auditiv aktivitet.

EkstramaterialeDer medfølger to kommentarspor. Det ene er udelukkende med instruktøren Dennis Dugan, og det andet er med Dugan, Sandler og James. Der er heldigvis ikke mange pauser på sporene, som er langt mere seriøse og saglige, end man ellers ville have forventet. Mændene ævler en del og tilbyder ikke megen information om filmens tilblivelse. Til tider kommer skuespillerne heldigvis med en morsom anekdote, men Dugans kommentarer er generelt kedelige og tørre.

Der er også inkluderet fem korte featuretter med en samlet spilletid på cirka 27 minutter, der præsenteres i 1080p. De byder desværre hovedsageligt på kun delvist morsomme klip fra optagelserne og ligegyldige interviews med skuespillerne, som næsten udelukkende roser hinanden. De ni minutters slettede/forlængede scener er ligeledes af mildt sagt svingende kvalitet.

Discen indeholder også en såkaldt ‘Friendship Test’-funktion. Når denne er aktiveret, præsenteres man for nogle få venskabsrelaterede spørgsmål under filmen, og til sidst kan man så se, hvor god en ven man egentlig er. Det er omtrent lige så kedeligt, som det lyder. Man kan også bogmærke ens favoritscener, og skiven giver køberen adgang til mere ekstramateriale via internettet såsom trailers.