[b]Lummer & kedelig[/b]

At en del film er nogle temmelig ujævne oplevelser er hverdagsbegivenheder, men de fleste er det dog sjældent i så overvældende grad som den danske “Rejsen til Saturen”, der nærmest var en skizofren størrelse.

På den ene side ville det gerne være en hyldest til Claus Deleurans klassiske tegneserie, og på den anden side var den proppet med klodsede forsøg på at lave nymodens satire med tilhørende pik og patter-vitser, og mange fans af tegneserien blev efterladt gevaldigt skuffede. Hvis man spekulerede over, hvordan filmen mon havde set ud, hvis stilen ikke havde været bygget på tegneserien, så leveres svaret med “Jensen & Jensen”, der for en gangs skyld ikke læner sig op ad et klassisk forlæg og end ikke indeholder antydningen af nuttede dyr eller dansene disco-orme.

I stedet er handlingen henlagt til København det herrens år 2019. Her har finanskrisen ændret Danmark til et forfaldent sted, hvor alting koster en formue, og hvor man kan blive nakkeskudt for at være for sent ude med betalingen. Kriminaliteten er tårnhøj, politiet er terroriserende rockere, og selv børnehaverne er blevet omdannet til automater, hvor man skal betale med klingende mønt for at få sine unger udleveret.

I dette forfaldne fremtidsland møder vi de to ikke alt for kløgtige brødre Bjarne og Jimmy Jensen, der af hver sin årsag har hårdt behov for at tjene nogle penge. De får derfor den ikke ligefrem voldsomt gennemtænkte idé at blive dusørjægere og sætter jagten ind på en af verdens mest eftersøgte forbrydere. De bliver selvsagt også rodet ud i et større komplot, som jeg dog ikke vil komme ind på her – dels fordi det i sig selv kan være lige meget, og dels fordi det hele bliver fortalt så klumpet og usammenhængende, at det hurtigt bliver meget vanskeligt at hitte hoved og hale i historien.

Filmen er instrueret af Craig Frank, der også var en af folkene bag “Rejsen til Saturn”, og hvis man husker den films små-lumre tone og ganger det med hundrede, så har man et meget præcist billede af, hvordan humoren er her. Bevares – der er enkelte hæderlige satiriske indslag, men hurtigt må de vie for pik og patter-vitser, der bliver så dominerende, at det næsten føles, som om filmen ikke handler om andet. Ustandseligt skal vi chokeres til at grine, men det hele serveres så dræbende forudsigeligt og med en så manglende forståelse for timing, at selvom der både bliver kastet pis og sæd i hovedet på vores helte, så forbliver lattermusklerne ganske uanstrengte.