[b]Når en barsk dame bliver til et lille lam[/b]

Meryl Streep er den type skuespiller, der kan gøre selv en middelmådig film til en opslugende oplevelse. Det gør hun netop i Margaret Thatcher-portrættet “Jernladyen”, der er en film uden noget særligt sammenhængende plot. Med kun få gode ideer i ærmet er “Jernladyen” nærmere en lang reklame for Streeps anseelige talent end et meningsfuldt portræt af den britiske statskvinde, hun portrætterer.

“Jernladyen” handler om én af verdens mest kontroversielle kvinder inden for politik: Den tidligere engelske premierminister Margaret Thatcher. Vi følger hende i ungdomsårene, hvor hun som en ung kvinde i politik skal gøre sig fortjent til sin titel hos mændene, og i hendes ældre år, hvor Thatcher er blevet et navn, der blandt mange briter indgyder både respekt, frygt og had. I en mandsdomineret verden er hun den eneste kvinde i toppen, og for at blive dér må hun konstant være en stærk og fremherskende kvinde, der ikke altid tager de nemme beslutninger i et England, der dengang tit dinglede på grænsen af anarki.

At lave en film om den menneskelige side af en kompleks personlighed som Margaret Thatcher lyder på papiret som et temmelig svært projekt, og som filmen skyder frem, må man erkende, at filmmagerne heller ikke helt har magtet den vanskelige opgave. De skøjter hurtigt hen over Thatchers utallige kontroversielle beslutninger og reducerer i stedet hendes livshistorie til en noget banal beretning om en stærk kvinde, der ikke lod sig kue af mændene i en mandsdomineret branche. Filmen må også siges at pynte på sandheden ved at påstå, at Thatcher i dag er en elsket figur i det britiske landskab, selvom hendes beslutninger tit var hjerteløse og kolde. Det er naturligvis let at opnå respekt for en kvinde, der kæmpede sig hele vejen til toppen, men den noget klassiske fortælling om den handlekraftige enspænder er blevet fortalt gang på gang på en langt mere nuanceret og interessant facon.

Filmens noget frisindede forhold til sandheden nager, for det kan godt være, at Thatcher fik England på benene i det lange løb, men selv i dette år 2012 kan man snildt finde fattige dele af England, der stadig ikke er kommet sig over hendes benhårde skattepolitik. Men dette skøjter “Jernladyen” som nævnt let hen over. Det går jo ikke at skabe en figur, som man skal kunne lide, og samtidig gå for meget i detaljen med den afstumpede politik, hun stod for.

I jagten på at skildre en kvinde, der er blevet blid som et lam på sine ældre dage, har instruktøren Phyllida Lloyd givet rollen til Meryl Streep, der sikkert selv kunne få Eva Braun til at ligne en engel. Streep er som sædvanligt fantastisk. Den kvinde kan overraske igen og igen med sit astronomiske talent, og når filmbranchen ikke længere har denne geniale dame i rækkerne, kommer publikum – og Oscar-akademiet – til at savne hende gevaldigt. Hun tilfører Thatcher en blød kant og en menneskelighed, der gør, at man ofte glemmer, hvordan den rigtige Thatcher agerede. I Meryl Streeps skikkelse får man lyst til at eskortere denne gamle dame over gaden og gøre hendes indkøb for hende. Dét, mine damer og herrer, er skuespilkunst af højeste karat.