[b]Ikke for god til at være sand[/b]

[i]”Da alt andet forsvandt, og kun musikken eksisterede,”[/i] svarer barbershopstjernen Frankie Valli på spørgsmålet om, hvad der var det bedste ved at være med i 1960’ernes supergruppe The Four Seasons, som charmerede en hel popverden med deres smørtenor-svingende flerstemmemusik. Det samme kan siges om Clint Eastwoods biografifilm om fænomenet. “Jersey Boys” er nostalgisk bedst, når megahits som “Sherry” og “Big Girls Don’t Cry” med nærmest feminin gentlemanetikette leveres så sikkert, at [i]lip sync[/i]-læberne dårligt bemærkes. Det andet måtte gerne forsvinde.

Musikbiografifilmens vaneskabelon udfyldes her åndsforladt dovent. Det begynder altid fra svære kår, på bunden af samfundet. I New Jersey. Eller New Joiseey som enhver stereotypisk italo-amerikanere åbenbart udtaler det. I Joiseey går vennerne Frankie og Tommy på pizzadate eller laver gangsterbræk, inden turen går hjem til mamas kødboller i den kindkyssende familie med rutinekatolske kors hængende på væggen. Deres musikalske talent bringer dem sammen med de to andre Seasons – Bob og Nick – til tops. Særligt falsetgeniet Frankie giver de andre musikalsk X. Han er Mozart eller Kim Larsen i “Jersey Boys”. Tommy er den misundelige Salieri eller Franz Beckerlee. Ham, der måske arbejder hårdest, men som aldrig bliver andet end efteråret i årstidskvarteten. Det er den misundelsesdynamik, der forudsigeligt fører til faldet. Sådan er det altid, Sherry baby.

Mit problem er ikke, at jeg genkender skabelonen, men at den fyldes med tomme postulater. Sådan gjorde Eastwood også i sin “J Edgar”, der fulgte HELE historien. Fra A til Å. Men Hoovers udvikling blev forklaret med et, fordi han siger det. Et postulat, som filmen ikke bakkede op. Det samme er tilfældet med drengene i The Four Seasons. Pludselig siger de, de er uvenner, konen skrider, fordi hun siger, hun er forsømt. Datteren siger, hun er i problemer, og elskerinden siger, at hun ikke vil leve et dobbeltliv nederst i prioriteringsrækken længere. Men det føles ikke. Det vises ikke. Det mærkes ikke. Det siges – med postulater i stedet for blomster.

Der er dog intet postuleret ved sceneriet. Clinten kan det med tidslommer fra en svunden tid. Eller ungdommen, som den gamle vel kalder det. Det viste han fejlfrit i sit periodedrama “Changeling”. Og igen i “Jersey Boys” er den nostalgiske scene – denne gang i 60’erne – sat med en grålækker teint, der må være enhver retrosælgers drøm. Og så er der musikken. Den er god. Det originale materiale fremføres med nidkær sikkerhed fra de fire årstider, hvor de tre har prøvet det før i Broadway-musicalen af samme navn. På musikscenen ér de The Four Seasons.

I et forsøg, på at nostalgien ikke skal sande til i alt for gamle dage, bruges tidens mest trendy fortælletrick, der blev genintroduceret af Kevin Spacey i “House of Cards”. Den fjerde væg nedbrydes, og der tales direkte til dig og mig. Frank Underwood har en pointe med det i sit korthus. Han vil udlægge teksten, før den sker. Pointen udebliver i “Jersey Boys”, hvor tricket benyttes vilkårligt i et rotationsprincip blandt nogle af bandmedlemmerne. Som et postulat. Fordi de siger det.