Opråb til det australske folkDen afdøde amerikanske filminstruktør Robert Altman høstede midt i halvfemserne stor ros og anerkendelse for ensemblespillet “Short Cuts”, der på forbilledlig vis karikerede landsmændenes dysfunktionelle familieliv på godt og nok mest ondt. En af de mere velfungerende sidehistorier i den sammenhæng refererede til en gruppe lystfiskeres fund af et afklædt kvindelig i det vand, der blev fisket i, på en flerdages fisketur. Forargelsen var stor, da det viste sig, at samme fiskere havde fortøjet afdøde til bredden, fortsat fisketuren og først på hjemturen alarmeret myndighederne.

Det er derfor påfaldende og måske også en smule uoriginalt, at nøjagtig samme plot, i grove træk i hvert fald, gør sig gældende i “Jindabyne”, der af navn også dækker over et australske lillebysamfund, hvor fiskeri er den ypperste fritidsbeskæftigelse. For at opsummere sagen kort drager fire mænd fra byen, hvor alle kender alle, på en flerdages fisketur for at slippe væk fra tunge pligter, kuldsejlede parforhold og økonomiske kvaler. Allerede på førstedagen finder firkløveret imidlertid en afklædt og for længst afdød kvinde i det fiskholdige og iskolde vand, men i stedet for at slå alarm – for det ville jo forpurre fisketuren, og hun løber ingen steder, resoneres det – surres hun fast til bredden, alt imens der ufortrødent fiskes videre.

Den forfejlede handling kommer naturligvis for en dag, da de uforstående fritidsfiskere vender hjem til et større mediecirkus. Dønningerne sætter derefter vibrationer i det lokale samfund udadtil og i de respektive fires parforhold indadtil. Således bliver grøften mellem byens hvide og aboriginals – afdøde tilhørte nemlig en lokal stamme – kun gravet større, ligesom fugerne knager i de venskabelige og romantiske relationer omkring de involverede parter. Mest i fokus er de irske tilflyttere Stewart og Claire, for hvem den problematiserede fisketur er anstødssten for en gennemgående optrevlen af fortiden, hvor særligt en abort har fyldt ganske betragteligt.

Trods sit til dels uopfindsomme islæt finder “Jindabyne” særligt sin styrke i iscenesættelsen af alle de usagte familiehemmeligheder, der konstant bevæger sig mellem linjerne og fra tid til anden – særligt i kølvandet på det makabre fund – bryder frem i lys lue. På den led holdes dampen oppe hele vejen igennem og strør undervejs velanlagte giftigheder om sig. Vigtigt er det desuden at have urbefolkningen og de senere tilflyttede nybyggende europæere, der fordrev de original beboere, in mente. Situationen er tragisk, men på ingen måde unik og fordrer under alle omstændigheder de spændinger, filmen syder og bobler af, og som atter bringes til live af det faktum, at det fundne lig netop var aboriginal.

Dilemmaet er ganske interessant. Der er logik i at handle, som de fire lystfiskere gjorde. Deres handling, hvor sølle den end måtte være, ændrer ikke det fjerneste, ikke på overfladen i hvert fald. Men set i et større perspektiv handler “Jindabyne” nu heller ikke så meget om handlingen i sig selv, som den handler om den manglende respekt for andre kulturer og samfund, der egentlig ikke kun gennemsyder det australske samfund, men efterhånden synes – desværre – at være grundlæggende for ethvert samfund. Mest af alt ligner filmen da også et opråb til det australske folk med en opfordring til dialog.

“Jindabyne” bevæger sig nemlig en hel del længere ud, end Altmans tilsvarende delhandling havde til sinds. Og derfor formår den også at prikke hul på ballonen, lukke op for de fortiede fejlagtigheder og gnidninger, som latent er et underliggende tema mellem divergerende kulturer, racer og sågar mennesketyper. Der er opbrud at spore, både blandt venneparrene, der er de egentlige omdrejningspunkter, og blandt lokalsamfundets forskellige kulturer. Det synes også umådeligt svært for de fronter, der trækkes op undervejs, nogensinde at vende tilbage til en rimelig form for status quo.

Den uundgåelige finale derimod virker forceret, ligesom de følelsesmæssige udladninger undertiden også bliver en tand for voldsomme og ikke helt holder takten. Ikke desto mindre er “Jindabyne” en særdeles nuanceret understregning af, hvor skidt det egentligt står til for verdenssamfundet på et makroskopisk plan og for de individuelle, moderne venskabelige relationer og parforhold på et mikroskopisk plan. “Jindabyne” har strejf af noget stort, men enkelte fodfejl trækker ned i det samlede indtryk. Befriende er det dog, at filmen holder sig fra at udvikle sig til regulær kriminalfilm med en [i]who dunnit[/i]-taktik som bærende parameter.

VideoBilledsiden fremstår i et skarpt anamorphic widescreen 2.35:1-format, der gør sig blændende på det visuelle medie. Udtrykkets fortræffelighed understøttes af Australiens vilde, naturskønne og panoramiske vidder, som i “Jindabyne” undervejs er indfanget på fornemste vis. På et mere teknisk plan er filmen ikke plaget af hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser, mens edge-enhancement kun forekommer i ringe grad. Tillige er farvetemperaturen god og kontrasten tilsvarende solid i dette glimrende visuelle udtryk, hvor kulisserne har spillet en anseelig rolle.

AudioPå lydsiden er der mulighed for de engelsksprogede Dolby Digital 2.0-, Dolby Digital 5.1- og DTS-spor, der kommer med de bedste forudsætninger. Således flyder musikken godt ud i alle kanaler, men overdøver aldrig den i øvrigt skarpe dialog, der kun i enkelte tilfælde fremstår en smule uklart. Der er flere vellykkede eksempler på lydpanoreringer, og også atmosfæren fordeler sig godt, om end en større detaljerigdom nu godt kunne ønskes.

EkstramaterialeUdgivelsen rummer ikke andet ekstramateriale end de medfølgende trailere for “Breach”, “Spurven – La Vie en Rose”, “The Front Line”, “SherryBaby” og “Jindabyne”.