[b]Den ansigtsløse hævner får et ansigt[/b]

Der er ikke længere så dejligt ude på landet. I hvert fald ikke hvis man sammenholder nogle af de senere års skildringer af livet i de amerikanske småbyer. Hvor Danmark kæmper med en rådden banan, har krisen i USA sat ild til en fordærvet majskolbe, hvis døende samfund popper op overalt. Om det er de klimaforandrede sumpslotte i “Hushpuppy”, midtvestens methhandlere i “Winter’s Bone” eller …biip… og …biip… i “True Detective” synes udsagnet at være det samme: Man sku’ sgu ikke altid bo på landet.

Også “Joe” er mere søle og svinedrenge end skær luft og hvide svaner. Den åbner på et jernbanespor, hvor en teenager endnu engang ser sin far få tæsk for noget grimt, han har gjort. Sammen med mor og lillesøster udgør de en omrejsende nomadefamilie, der spiser pæne folks skrald i pæne folks forladte huse. Drengen med de jagede øjne møder den mystiske Joe og får et job i hans trærydningssjak. De starter en slags venskab, og Joe begynder at føle en slags ansvar, mens alkoholikerfar og egnens psykopater bliver grimmere og grummere, som minutterne går. Dobbeltheden er konstant. I et mudderhul af et lortelokalsamfund går man enten til hånde eller i hundene.

Der er langt til kysternes outrerede karakterer og deres ekstravagante liv. I hjertet af Amerika hedder man ikke Miranda eller Frances. Her arbejder [i]the average Joe[/i] stenhårdt med sine hænder, indtil han tager ned på den lokale med [i]Joe the plumber[/i]. Fremtiden er usikker, men om ikke andet kan man blive G.I. Joe. Det er næsten provokerende at give både film og titelrolle så generisk et navn. Joe. Men fordi der langsomt fremmanes et miljø, hvor det er bedst at passe sig selv, og fordi der gives hints til hovedkarakterens skjulte fortid, er det et meningsfuldt valg. Der gemmes på historier i en Joe, og hele filmens spænding bygger på uvisheden om, hvad de fortæller.

Og her er det, at instruktøren, David Gordon Green, har lavet en lille genistreg med sin [i]casting[/i]. For hvem skal spille den helt almindelige ærkeamerikanske klippe af solid fortrængning? En karakterskuespiller fra syden med det rigtige vejrbidte ansigt og twang i accenten? Næ, det skal Nicolas Cage. Manden, der er af Coppola-afstamning, har været gift ind i Presley-familien og har døbt sin søn Kal-El. I “Joe” er han som altid på en gang søvnig og sindssyg. En mut vulkan af en mand, som eksploderer i voldsomme udbrud. Helt perfekt til Cages rablende stil. At det fungerer overraskende godt i en realistisk ramme, kan tilskrives det førnævnte miljø, der er så absurd i sin døsige ondskab, at det er uforståeligt, at alle ikke løber skrigende rundt.

Når “Joe” bliver for fascineret af sit eget taberbillede, begynder Cage at undervise drengen i cool ansigtsudtryk. Når volden mellem menneskene tager til, bruges der pludselig tid på en længere sekvens, hvor Joe sender sin bidske hund ind i et bordel. Så selv om det er en temmelig uoriginal præmis at lade en rodløs teenager blive ven med alfaen, der har set den halve verden, keder man sig ikke. Om man fuldstændigt køber karaktererne eller deres motivation bliver mærkeligt underordnet, fordi scenerne igen og igen udsender en flosset, dragende energi.