[b]Masser af liv på Mars[/b]

Ramasjang. Af den rigtig kulørte slags. Det er lige præcis, hvad Disneys nye sci-fi-satsning “John Carter” er. Instruktør Andrew Stantons filmatisering af Edgar Rice Burroughs pulp-bøger fra starten af 1900-tallet om borgerkrigsveteranen John Carter, der teleporteres til Mars, er en ganske vellykket og bestemt spektakulær blockbuster. Og der er kød nok på til en sequel.

John Carter (Taylor Kitsch – det hedder han sgu’!) er sin egen lykkes smed. I efterdønningerne af den amerikanske borgerkrig søger han guld i Arizonas ørken og ramler lige ind i en portal til en fjern verden: Mars. Med ét befinder Carter sig på Den Røde Planet midt i endnu en borgerkrig. Carter, nu med superkræfter grundet planetens tyngdekraft, tvinges af den vilde, rumvæsenlignende Thark-stamme til at kæmpe på deres side, og han bliver hurtigt allieret med deres konge, Tars Tarka.

Krigen på Barsoom, som planetens beboere kalder den, udkæmpes mellem Zodangas røde krigere, ledet af Sab Than (Dominic West), og Heliums hær. Helium-prinsessen Dejah Thoris (Lynn Collins) er lovet bort til Sab Than i håb om en fredelig afslutning på krigen, men hun vil på ingen måde giftes med den rænkespillende røver. Kun mennesket John Carter kan nu redde planeten og den yndige, sværdsvingende prinsesse fra en grum skæbne.

Andrew Stantons debut som live action-instruktør glider overraskende ubesværet ned. Stanton er manden bag animerede kæmpesucceser som “Græsrødderne”, “Find Nemo” og ikke mindst “Wall•E”, men derfor er det jo ikke sikkert, at manden kan lave ‘rigtige’ film. Men “John Carter” både føles og ser ud som en rigtig film. Der er selvfølgelig spandevis af CGI-effekter (af den ovenud imponerende slags), men Stanton formår at sætte Burroughs’ kulørte univers og karakterer i scene, så det hele virker tredimensionelt – selvsagt tilsat 3D, dog uden noget specielt større udbytte. Rødderne fra den animerede verden lader sig dog ikke helt fornægte. Heldigvis. [i]Cuteness[/i]-faktoren er således lige i øjet i “John Carter”. Det er jo Disney, der laver familievenlig sci-fi! Især kan man ikke undgå at falde for den seksbenede, hurtigløbende Mars-hund Woola med gebis som en piratfisk, der er evigt tro mod sin herre, John Carter. Woola er den mest vellykkede karakterer i “John Carter” og faktisk en af de mest mindeværdige sidekicks i mange år – nærmest på højde med C-3PO og R2D2.

Der er noget hyggeligt og altmodisch over filmatiseringen af Burroughs Barsoom-bøger om John Carter. Forfatteren, der også er ophavsmand til selveste Tarzan, skrev den første fortælling om Carters eventyrlige og romantiske rumfærd i 1912, og den blev løbende udgivet i serielt format. Det serielle er således også filmens akilleshæl. Med et virvar af karakterer – alle med urimeligt umundrette navne som Sab Than, Dejah Thoris, Matai Shang, Tardos Mors og Tars Tarkas – skal man holde tungen lige i munden og for alt i verden ikke blinke med øjnene, hvis man vil gøre sig bare få forhåbninger om at følge med i den (over)komplicerede historie. En lidt for stor del af filmen forløber desværre med klodsede karakterpræsentationer i ét væk. Spilletiden når derfor også op på den forkerte side af to timer.