[b]Gammel agent på nye flasker[/b]

På mange måder er komedier muligvis den allersværeste filmgenre af dem alle. Som tilskuer kan man godt være nogenlunde underholdt af en halvdårlig thriller eller et småsløvt drama, men grænsen mellem om en komedie fungerer eller ej er fuldstændig hårfin og direkte målbar: Enten ler man, eller også gør man ikke.

Det er beklageligvis mest det sidstnævnte, der gør sig gældende for “Johnny English – Født på ny”, hvilket vel i grunden godt kan undre, når den nu immervæk har en af vore tids største komikere, Rowan Atkinson, i hovedrollen. Hans “Den sorte snog”- og “Mr. Bean”-tv-serier har fået undertegnede til at flække sammen af grin mere end én gang, men på det store lærred har Atkinsons resultater været betydeligt mindre imponerende, og ikke mindst den første James Bond-parodi, “Johnny English”, var en slem fuser. Den gode nyhed er, at denne fortsættelse er væsentligt bedre end den første film. Den dårlige nyhed er, at det ikke ligefrem siger særlig meget.

Filmen følger atter den selvsamme småtbegavede agent Johnny English, der imidlertid er faldet i unåde hos den engelske efterretningstjeneste som følge af en særdeles slem fiasko af en operation. Snart bliver der dog atter brug for hans tvivlsomme evner, og han kaldes tilbage til aktiv tjeneste fuldt indstillet på at bevise sit værd. Det får han da også rig lejlighed til, for en gruppe skånselsløse lejemordere ved navn Vortex er på banen, og mens English skal forhindre deres onde planer, skal han også lægge ryg til megen opdragelse fra MI7’s nye kvindelige leder, der ikke har synderlig fidus til hans selvsikre machoattitude.

At den første film havde nogle grundlæggende problemer må både Atkinson og filmens skabere have været bevidst om, for selvom Johnny English-figuren umiddelbart ligner sig selv, så er han ikke desto mindre undergået en vis forandring. Først og fremmest er han her betydelig mere kompetent, således at selvom han stadig grundlæggende er en idiot med en selvtilfreds mine, der ligger i skarp kontrast til hans evner, så formår han faktisk ligefrem at udtænke skurkene flere gange i denne film. Samtidig er begivenhederne knap så overgearede, hvilket faktisk gør den en del sjovere og giver mere plads til Atkinsons komiske evner.

Når filmen alligevel aldrig bliver særlig skæg, skyldes det først og fremmest, at de fleste gags er af en så forudsigelig og uopfindsom natur, at man allerede kan se pointen, længe før filmen når frem til den. Man savner desperat en mere skæv tilgang til universet, men en sådan anes kun i glimt. Johnny English-figuren blev oprindelig populær via nogle tv-reklamer, og i forhold til f.eks. Atkinsons Mr. Bean er det også påfaldende, at der simpelthen ikke er særlig meget i denne skikkelse. Hvad der gør Mr. Bean sjov er bl.a., at han er en besynderlig blanding af en uskyldig sjæl og et ualmindeligt dumt svin. Johnny English er bare en parodi på James Bond og intet andet.