[b]Det tossede paradis[/b]

På sin egen, forfriskende måde løftede “Rejsen til jordens indre” sin opgave med bravur. Den var en harmløs og ganske underholdende familiefilm, der tilføjede noget munter fornøjelse til den gamle Jules Verne-fortælling, og den fungerede som en tidlig forvarsel om de 3D-film, der fulgte efter med “Avatar” i front.

Da jeg anmeldte “Rejsen til jordens indre” tilbage i 2009, var jeg bestemt ikke ekstatisk over dens meget forglemmelige historie, men samtidigt var der en ubestridelig charme over dens fjollede eventyrlyst, som vækkede lune minder om dengang, Disney jævnligt udsendte den slags festlige familiefilm. “Rejsen til jordens indre” var bestemt ingen “En verdensomsejling under havet”, men den havde trods alt en gammeldags, munter tone i en tidsalder, hvor alt helst skal være alvorligt, og hvor dyster er det nye sort.

En af filmens største forcer var utvivlsomt Brendan Frasers veloplagte præstation. Fraser synes i det hele taget at have dedikeret sin skuespillerkarriere til at gøre halvskidte film seværdige, og af den grund kan man godt få bange anelser, når man skimter rollelisten til denne fortsættelse og konstaterer, at han ikke er med. Det lover trods alt ikke just godt for manuskriptet, hvis fyren, der sagde ja til “Pas på pelsdyrene”, sagde nej til denne toer.

Eneste sammenfald mellem de to films rollelister er faktisk den 17-årige Sean Anderson – fortsat spillet af Josh Hutcherson – som nu bor sammen med sin mor og hendes nye mand, Hank, i skikkelse af Dwayne “The Rock” Johnson. De to har et lidt anstrengt forhold, men da Sean opdager, at hans forsvundne bedstefar har sendt krypterede nødsignaler, tager dreng og papfar omgående af sted for at finde ham. Hvorfor i alverden, en mand ville vælge at sende nødsignaler i kode, er et godt spørgsmål, men logik er nu heller ikke ligefrem noget, som hjemsøger denne film. Signalerne kommer fra en ukendt ø i det sydlige Stillehav, men vore helte er knap nok kommet dertil via helikopter, før også de må se sig strandet på øen sammen med den kluntede helikopterpilot og hans godte af en datter.

Ligesom den forrige film var bygget på Jules Vernes klassiske “Rejsen til jordens indre”, følger denne toer meget løst Vernes “The Mysterious Island” eller “Den hemmelighedsfulde ø”, som den egentlig hedder herhjemme. På øen venter Seans bedstefar, og han spilles af ingen ringere end Michael Caine, der nærmest fremstår som en blanding mellem en aldrende Indiana Jones og en smågal turistguide. Selve øen er spækket med tosserier: Elefanterne er på størrelse med hundehvalpe, firbenene som fly, og midt i det hele flyder der konstant lava fra en vulkan, hvilket ville bekymre undertegnede noget, men som af en eller anden grund ikke engang giver anledning til et løftet øjenbryn fra filmens helte og heltinder.