[b]En skæbnesvanger rolle[/b]

25. september 1940 kunne tyske biografgængere med egne øjne opleve, hvad Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels og instruktøren Veit Harlan havde gået og puslet med i et års tid: det historiske melodrama “Jüd Suss”. En film, der efter krigen blev både forhadt og forbudt i Tyskland, men som under krigen stod som et af naziregimets største propagandasucceser med over 20 millioner solgte billetter over hele Europa.

Baseret løst på virkelige begivenheder fortalte filmen historien om jøden Joseph Süss Oppenheimer, der i 1700-tallet stiger i graderne for blot at blive dømt til hængning på forræderianklager mod Hertugen af Württemberg. Et klokkeklart antisemitisk filmværk, hvis sigte udelukkende var at opildne had til jøderne – under dække af historisk nøjagtighed.

Nu godt 70 år senere har den tyske instruktør Oskar Roehler valgt at se nærmere på filmens farverige tilblivelseshistorie i sin “Jud Süss – I ondskabens tjeneste”. Fokus er på andenrangsskuespilleren Ferdinand Marian (spillet af Tobias Moretti), der indtil 1940 levede i skyggen af tidens største filmstjerner såsom Emil Jannings og Hans Albers. Men da Hitlers propagandaminister Goebbels (Moritz Bleibtreu) en dag banker på Ferdinands dør med tilbuddet om en hovedrolle i ministeriets store satsning, “Jud Süss”, fristes han selvsagt af djævlen. Ferdinand skal spille en slesk jøde, der både stjæler og voldtager, og det hjælper ikke ligefrem på hans image som førsteelsker. Hans halvt-jødiske kone er selvsagt heller ikke begejstret for udsigten til rollen, så Ferdinand prøver at snige sig uden om ministerens tilbud. Uden held. Så det er på med kalotten for Ferdinand Marian, der står over for en skæbnesvanger rolle.

Historisk nøjagtighed har ikke været i højsædet for instruktør Oskar Roehler med denne film. Indtil flere faktuelle fejl sniger sig ind undervejs, blandt andet i forbindelse med Ferdinands hustrus jødiske tilhørsforhold. Et punkt, Roehler efter filmens premiere har fejet væk med en stædig insisteren på fiktionens frie tøjler. Ej heller synes en sober tone at have været målet. Til gengæld er der højtråbende og storbralrende nazistereotyper i overflod, hvoraf Moritz Bleibtreus overkarikerede Goebbels slår dem alle. Havde “Jud Süss – I ondskabens tjeneste” været en sorthumoristisk satire over det nazistiske styre, havde Bleibtreu været lige i øjet. Det er den nu engang ikke, hvorfor præstationen skurrer noget i både øjne og ører. Nej, filmen er et forsøg på at tegne et portræt af skuespilleren Ferdinand Marians pagt med djævlen, hvilket da også til dels lykkes – ikke mindst takket være Tobias Morettis indsats i rollen.

Østrigske Moretti, der herhjemme nok er bedst kendt som Kommisär Rex i tv-serien af samme navn, rammer med stor præcision den blanding af professionel ærgerrighed og moralsk ansvar, som Ferdinands dilemma udgøres af. Som storcharmør og kvindebedårer af natur er det så godt som umuligt for ham at takke nej til de tillokkende løfter om succes, rigdom og ikke mindst stjernestatus, som Goebbels vifter ham under næsen med. Skildringen af hvorledes kunst, ego og propagandaapparat går i spænd er skræmmende at være vidne til – og filmens reelle og yderst berettigede eksistensgrundlag.