Død og spøgerier er ikke just oplagte emner til en romantisk komedie, men ikke desto mindre er det præcis de to emner der hovedsagligt optager “Just Like Heaven”. Om noget så er filmen et vidnesbyrd om at de samme områder kan optræde ganske forskelligt alt efter hvilken synsvinkel man anlægger. Hvis man tog selve historien alvorligt ville den være en frygtelig tragedie.
[image=11629]
David Abbot, der er ved at komme sig over sin kones død, flytter ind i en ny lejlighed hvor han hensynker på sofaen, mens han drukner sine sorger i øl og tv. I hans deprimerede tilstand bliver han pludselig skældt ud af en kvinde der råber at han skal forlade hendes lejlighed. Umiddelbart antager David at han ser syner pga. depression og alkohol, men ikke desto mindre dukker hun op gentagende gange for at hjemsøge ham. Kvinden viser sig at være Elizabeth, en dedikeret men ensom læge der ikke aner hvorfor hun er blevet en ånd, men som ikke desto mindre nægter at forlade lejligheden. David forsøger sig med diverse spøgelsesjægere, småtossede alternative behandlere og endda en katolsk præst (der laver en morsom overgearet eksorcisme) men intet hjælper.
David må opgive at smide hende ud, og i stedet forsøger de sammen at finde ud af hvordan hun er havnet i den ulykkelige tilstand. Undervejs begynder det umage par dog at blive stadigt mere knyttet sammen, men forholdet bliver sat under pres da de opdager Elisabeths sande tilstand.
[image=11630]
“Just Like Heaven” er en film af den slags hvor man ikke skal stille for mange spørgsmål og slet ikke af den forkerte slags. Plottet giver mening indenfor dets egne rammer, men hvorfor præcis tingene forholder sig som de gør i filmen får vi ikke et egentligt svar på. David kan som den eneste se og høre Elizabeth. Hvorfor? Måske fordi han har brug for at se en anden end sin afdøde kone, hvorimod Elizabeth har brug for at nogen virkeligt betragter hende.
Som en romantisk komedie med et overnaturlige indslag minder “Just Like Heaven” om film som “Sliding Doors” og særligt “Ghost”. Filmen er stærkt afhængig af de to stjerners evne til at charmere publikum. Heldigvis giver både Reese Whiterspoon og Mark Ruffalo fine præsentationer, og fremstår begge så sympatiske og søde at man ikke kan lade være med at blive bare en anelse berørt. De bærer begge filmen fornemt og holder historien jordbunden når den truer med at blive lidt for kvalm.
[image=11631]