[b]Kærlighed ved første blik[/b]

Kærlighedens veje [i]er[/i] som det gamle ordsprog lyder: uransaglige. Der er noget unikt ved det første blik, den første forelskelse og det allerførste sug i maveregionen. Men hvis følelsesudladningen er ugengældt, så er man lige vidt, og så er der en overvejende sandsynlighed for, at pågældende individ havner i et navlebeskuende selvpineri. Det synes at være deskriptionen i “Kærlighed i koleraens tid” for Javier Bardems håbløse romantiker Florentino, for hvem dilemmaet er, om kærligheden er i stand til at overvinde alle forhindringer, og om den er værd at vente på.

Det er livstunge kærlighedskvaler, som pladderromanen af den colombianskfødte forfatter Gabriel Garcia Márquez bakser med. Om ikke andet hvis man skal tage Mike Newells cremede filmatisering deraf for pålydende. Filmet on location i det colombianske opland er livets elementer sat på spidsen i det, der kunne benævnes modsætningernes holdeplads. Det er mødet mellem livet og døden, overklassen og underklassen, kærligheden og hadet, civilisationen og vildnisset. Men allermest den splittende og uopnåelige kærlighed, som her serveres med en vammel og tyktflydende belægning. Det kan derfor undre, hvad der har trukket en erfaren herre som Mike Newell ud i dette usammenhængende og ligegyldige ærinde.

Godt er det ikke. Som symbol for den arbejdsomme underklasse finder vi den introverte og purunge telegrafist Florentino, som forelsker sig over hals og hoved i den fagre datter af en lokal hesteavler. Fermina hedder hun. Fordomme og klasseskel står imidlertid i vejen for, at den vordende romance kan blomstre i sine fulde flor. I stedet giftes hun bort i et arrangeret ægteskab til landsbyens unge og lovende læge, alt imens Florentino går i hundene, ikke kan finde trøst hos sin omsorgsfulde mor, men med tiden finder den i de over seks hundrede kvindeskød, han siden besøger i ren og skær adspredelse og desperation, mens han venter på den eneste sande kærlighed i Fermina.

Men han kommer til at vente længe. 53 år, 7 måneder og 11 dage for at være præcis. Så længe varer “Kærlighed i koleraens tid” ikke, selv om man sidder med et meget langtrukkent indtryk af filmens samfulde 2 timer og 19 minutter. Det er for lang tid, for trods enkelte højdepunkter og et storladent udtryk er Newells kostumedrama hverken den hele eller den halve tid værd.

Mens årene går, drømmer Florentino stadig lige urokkeligt om tosomhed med den ufejlbarlige Fermina, mens moren skranter og sygner hen, og han samtidig rykker et par klasser op og bliver ejer af den afdøde onkels europæiske hjuldamperi. Men trods en udligning af klasseforskellene bliver Fermina tro ved sin påduttede ægtefælles side i både medgang og modgang, trods jalousi og utroskab og trods problemer med at finde ind til kærligheden og de kødelige lyster. For Florentino bliver erotikken og den evindelige dagbogsskrivning en afhængighed lullet ind i en endeløs ensformighed, kun afbrudt af de klistrede og pålagte replikker, som er ufrivilligt komiske og iscenesætter karaktererne som bovlamme og handlingslammede nikkedukker uden egen vilje eller dynamik. Tilbage står filmens egentlige formål, som er svært at gennemskue under de mange lags sødsupperomantik, men måske bliver tydeligere, når Fermina langt om længe får lagt sin mand i graven.

Argumentet for at vente de mange år på kærligheden synes svært at få øje på. Hvad er det lige, som gør Fermina til noget ganske særligt? Det lykkedes ikke denne anmelder at se – til gengæld fornemmedes undertiden glimt af storhed. Det dybsindige univers, som kunne have gjort “Kærlighed i koleraens tid” til en seværdig kærlighedsaffære, kommer dog aldrig for alvor til sin ret. Hvad er hovedpersonens forhold til og indtryk af den daværende tvist mellem kirke og stat, borgerkrigen og den ondskabsfulde kolera? De små bidder, der er, er glaserede og så langt fra en hverdagsrealisme, at man ikke skulle tro det muligt.

Samtidig har Mike Newell svært ved at hente troværdighed igennem de bærende karakterer. Hvem kan også fortænke ham i det, når vi i Florentino – spillet af Unax Ugalde som ung og sidenhen af Bardem – finder et pjevset pjok, som ikke er mand nok til at være mand og ikke knøs nok til, at man kan have ondt af ham. På den anden side har vi en holdningsløs Fermina, som ikke er stærk nok til at sige fra og derfor trækkes rundt i manken af mændene i sit liv – faderen og gemalen. Men i stedet for at søge ind i de to bærende karakterer respektivt og de forhold, de rent faktisk har, så bliver “Kærlighed i koleraens tid” en uendeligt lang væven rundt i det forhold, der kunne have været dem imellem.

[b]Video[/b]

Filmen præsenteres i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som hører til udgivelsens allerbedste sider. Vi har at gøre med et skarpt og indtagende look, og selv om edge-enhancement ikke er en ukendt faktor, så glimrer billedsiden ved et fravær af udtværinger og digitale forstyrrelser. Herudover holder både kontrast og det lækre farvevalg fast i en stabil kurve. Et rigtigt attraktivt transfer.

[b]Audio[/b]

Også på lydsiden hersker en konsekvens, som kunne have været filmen vel undt. De to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og 5.1-lydspor gør sig godt og udviser en tydelig dialog, som er blottet for overstyringer og aldrig drukner i den småsentimentale pladdermusik. Underneden ligger en veldefineret atmosfære, flere vellykkede lydpanoreringer samt en række distinkte effektlyde. Om end ikke ufejlbarligt, så er det auditive islæt et lyt værd.

[b]Ekstramateriale[/b]

Meget glans er der ikke over det sparsomme ekstramateriale, hvor det toneangivende skal findes i de traditionelle kommentarspor med instruktøren Mike Newell, som følger filmen og de slettede scener, men desværre ikke rummer store overraskelser. Mere prægnans er der ikke i den medfølgende trailer og den en halv time lange “The Making of…”, som vender de forventede grundsten, men ikke mere end det.