Elegante overklasseselskaber, hestevogne, betagende landskaber og åbne marker som betrædes af folk i noget nær victoriansk beklædning. Fra starten af oser “Kærlighedens slør” langt væk af historisk periodefilm, romantisk fortælling og udstyrsstykke. På trods af de velkendte kulisser, er den dog et aldeles hæderligt værk og en ganske rørende historie.

Den succesfulde bakteriolog Walter Fane (Edward Norton) forelsker sig hovedkulds i overklassepigen Kitty (Naomi Watts). Han frier til hende og hun siger modstræbende ja – ikke så meget af kærlighed som af nød, da hendes moder er ivrig efter at få hende afsat. Sammen rejser parret til Shanghai hvor Walter har fået job, men mens han kaster sig ud i arbejdet, er Kitty ved at gå til af kedsomhed. Hun indleder en affære med den charmerende statsmand Charles Townsend (Liev Schreiber).

Walter opdager imidlertid sin kones utroskab, og fuld af hævntørst og fortvivlelse tager han hende med på arbejde i en lille landsby i en fjern provins. Området plages af en fæl koleraepidemi og mens Walter arbejder ihærdigt på at redde indbyggerne, er Kitty ganske isoleret med naboen Waddington (Toby Jones). Mens sygdommen raser, og et oprør truer, bliver Kitty dog efterhånden mere engageret i sine omgivelser.

Det er efterhånden længe siden, at romantiske film i historiske omgivelser havde deres storhedstid. Selv da David Lean bragte genren til sit ypperste, var de allerede lettere anakronistiske, men de fik dog en renæssance med Merchant/Ivory produktionerne samt film som “Den engelske patient” og “Titanic”. At se genren genoplivet nu føles da også lidt som at smutte i et par gamle udtrådte sutsko: det er ikke just nogen udfordrende oplevelse, men det har alligevel sin egen velkendte charme.

Historien er baseret på en roman af W. Somerset Maugham, der allerede to gange tidligere har været filmatiseret. Den følger det unge par, som skal gennemleve så frygteligt meget ondt, og hvis skrantende ægteskab der skal en koleraepidemi til at redde. Filmen konfronterer den lidenskabelige forelskelse med den langsomt spirende dybere kærlighed gennem Kittys udvikling og modning. Som i enhver god opbyggelig fortælling ligger sympatien naturligvis ved den sidste, men handlingen udvikler sig ikke desto mindre ganske rørende.