[b]Djævlens advokat[/b]

Bortset fra den mildest talt ikke vellykkede ungdomsbasker “Tæl til 100” har manuskriptforfatter Stefan Jaworski fortrinsvist holdt sig til det noget mere neutrale tv-medie. Med den voldsomt amerikanskinspirerede “Kandidaten” har skribenten imidlertid taget skeen i anden hånd, udfordret skæbnen og set tidens takter i øjnene. Det er der kommet både gode og dårlige elementer ud af.

Bedst er utvivlsomt filmens kompromisløse brug af det københavnske storbyrum, hvor facader, bygninger og regnvåde gader er baggrundskulisser og rammer for det gennemgående eksistentielle drama, som udspiller sig for øjne og ører. Den introverte antihelt spilles af Nikolaj Lie Kaas, som er falleret forsvarsadvokat, og som ryger ud i noget snavs. Han er vant til at bruge beskidte kneb, men bliver selv offer for samme metoder, da kontakter i faderens bagland vil forhindre, at Jonas Bechmann kommer frem til en særdeles grum sandhed. Den del skildrer de betongrå bygninger for så vidt ganske fint og så langt så godt.

Jonas er fremadstormende og med karrieren på gled, men noget nager i baghovedet. Faderens pludselige død et år tidligere er aldrig sluppet ham, og mistanken om foul play huserer stadigvæk. I Ulf Pilgaards skikkelse er gudfaderen Martin Schiller den bekymrede ældre, der dels forsøger at hjælpe Jonas videre og dels forsøger at hjælpe ham med at glemme fortiden. Den del trækker store veksler på hustruen i den unge viv i svenske Camilla spillet af Tuva Novotny – vi skal jo aldrig undsige svensk filmstøtte – og den danske David Dencik, der var så glimrende i en ellers ikke videre vellykket “En soap”. Når alt kommer til alt er Kaas som altid det stærkeste kort i en film, der har udtalte mangler.

Værst er forudsigeligheden. Det er som om, Stefan Jaworski så gerne har villet skabe en film efter rent hollywoodske principper, men aldrig for alvor er lykkedes med sit projekt. Således bliver “Kandidaten” aldrig rigtig spændende, og man overraskes aldrig for alvor af de medvirkendes udspekulerede dagsorden. Jonas Bechmann er – bevares – den, det hele handler om og den, der skal træde i karakter. Men da ukendte kræfter forsøger at trække tæppet væk under ham, må han nødvendigvis vise sit format. Hvem disse personer er skal selvfølgelig ikke afsløres her. Men det er sådan set mere af pligt end af lyst. For vi ved egentlig godt, hvem der står bag.

Der skal ikke herske tvivl om, at holdet bag “Kandidaten” har leveret et brandgodt stykke håndværk, hvor særligt sammenkædningen mellem de mange nøglescener og looket i sig selv spiller fabelagtigt godt. Derfor kan man godt undre sig over den manglende forståelse for filmens musiske side, hvor den overdrevne strygerlydmur – ligesom tilfældet i øvrigt er det med den højaktuelle “Mænd der hader kvinder” – er malplaceret og voldsomt forstyrrende. Ikke desto mindre fungerer “Kandiaten” på flere måder ikke rigtigt. Den overordnede titel refererer til protagonistens forsøg på at løse mysteriet omkring faderens uventede død, som tilsyneladende hænger sammen med en retssag og med det advokatbureau, hvor også sønnike har en dør stående åben.

Men spændende bliver det aldrig for alvor. Der lurer et far-søn opgør og et hustru-ægtefælle opgør i kulisserne, men ingen af disse får deres forventelige udløsning. Ingen af disse giver filmen den nødvendige substans. Desværre er “Kandidaten” tappet for spænding. Mange scener er i sig selv stereotype og klichéspækkede og uden overraskende elementer. Det skyldes særligt filmens karaktervalg, hvor eventuelle bad guys indfinder deres vante roller. “Kandidaten” lugter med andre ord fælt af smør på brødet og egentligt ikke af så forfærdeligt meget andet.

Underholdende er det da, når Jonas Bechmann forsøger at regne ud, hvem, der står bag, og hvorfor nogen forsøger at føre ham bag lyset. Hvem den ‘nogen’ er, har vi allerede fra starten regnet ud. Interessant er det dog, at “Kandidaten” understreger, at velfærdssamfundet og særligt retsstaten står for fald. Og med rette. Dermed er det væsentligste parameter ved filmen formentligt dens tematiske understregning af, at demokratiet stadig rummer visse sten i skoen og visse opgaver foran sig, før ideologien og det utopiske for alvor opnås. Indtil da kan vi forlyste os med en film, der hverken halvt eller helt lykkes med sit forehavende, men ikke desto mindre behager vejen igennem.

[b]Video[/b]

Det bedste ved “Kandidaten” er formentligt det flot udseeende anamorphic widescreen 2.35:1-format, som tager sig skarpt og indbydende ud. I enkelte scener er der en del myrer i billedet, og enkelte digitale forstyrrelser forekommer også, men ellers er der ikke meget at skrive hjem om. Edge-enhancement forekommer i enkelte lysere scener, mens farvetemperatur og kontrast begge forholder sig stabile.

[b]Audio[/b]

Også de to dansksprogede DTS- og Dolby Digital 5.1-lydspor gør sig imidlertid ganske godt. Dialogen er klar og tydelig, uden overstyringer og drukner aldrig i den ind imellem lidt for insisterende musikalske lydside. Atmosfæren er godt gennemarbejdet, og distinkte effektlyde er bestemt ingen sjældenhed.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet er beskedent og begrænser sig til en flok trailere, en teaser og så en stribe karakterpræsentationer.