[b]Dødsfald, familiefest og kærlighedskvaler[/b]

Jeg læste med stor fornøjelse Morten Kirkskovs roman “Kapgang”, da den udkom i 2010. Bogen bygger løst på hans egen barndom og blev til på opfordring fra Niels Arden Oplev, der havde ledt efter sådan en historie til en film. De blev dog enige om, at den skulle udkomme som bog først, og nu er filmen så endelig kommet. Det er stadig drengen Martin, der er i centrum, men hvor store dele af bogen er fortalt fra hans synsvinkel med alle hans bekymringer, overvejelser og kvababbelser, så er det en større udfordring at komme helt ind i hovedet på en hovedrolle, når man laver en film. Det lykkes heller ikke helt for “Kapgang”, men til gengæld giver den et fantastisk billede af den danske landsbyidyl, når den er mest grotesk.

I 70’ernes Sdr. Omme går Martin til kapgang. Det er tydeligvis noget, man gør i Sdr. Omme. På vej hjem fra træning med Nazareths “Love Hurts” på båndoptageren lægger Martin godt nok mærke til, at folk stirrer mærkeligt på ham. Overalt i den ellers ulideligt idylliske by flager folk på halvt, men det er først, da han når hjem, at han opdager, at mor er død. “Kapgang” bevæger sig hele tiden mellem yderpunkter af tragedie og grotesk komedie. Undertiden begge på samme tid. Som efter den smukke, men dramatiske scene, beskrevet ovenfor, der ledages af en scene, hvor Martins stortudende far besøges af naboen, der har taget et par pornoblade med [i]’til når du føler dig ovenpå igen'[/i].

Fokus er på Martins akavede forsøg på at balancere moderens død, sin nært forestående konfirmation og ikke mindst den svære kærlighed. Han sværmer om den selvsikre Kristine, men har samtidig mærkelige følelser for vennen Kim. Villads Bøye som Martin har en naturlighed, der gør, at jeg accepterede hans kejtede opførsel, men samtidig engagerede mig i ham som person. Det er en større bedrift, end det måske lyder til, da filmens tone generelt er meget opskruet og overdrevet. Martin er det rolige centrum i den orkan af originaler, groteske karakterer og vanvittige 70’er-optrin, der hærger Sdr. Omme.

Det er dog stærkt varierende, hvor godt de andre skuespillere forløser deres karakterer. Sidse Babett Knudsen giver en af sine bedste præstationer i lang tid som naboen Lizzie, der holder familien oven vande. Til gengæld leverer Jens Jørn Spottag, Jacob Lohmann og en stor del af filmens øvrige biroller bekymrende uengagerede karakterskildringer, hvilket skader det miljøbillede, der er så stor en del af filmen. Det forværres af en underlig fotografering, der bruger [i]close-ups[/i], som var der brandsalg samt bader alle scener i et koldt, blåt lys. Jeg kan kun forestille mig, at det er valgt for forstærke tidsbilledet, men for mig blev det hurtigt et forstyrrende element. Jeg ville ønske, at instruktør Oplev havde holdt fast i fotografen Lars Vestergaard, der var med på både “Drømmen” og “Fukssvansen”.

Heldigvis er historien stærk nok til at hæve sig over disse problemer. Der er et par decideret geniale scener i filmen; ikke mindst den førnævnte åbningsscene, men i den grad også Martins konfirmation, der hurtigt går til i druk. For mig var det dog skildringen af teenagealderens blanding af oppustet selvsikkerhed og underliggende kejtethed samt søgen efter identitet, der gjorde særligt indtryk. Når Martin med påtaget nonchalance og med øjnene næsten gemt under håret spørger Kim, om de ikke [i]”kan gøre det der igen?”[/i], så er det på samme tid så pinligt og så rørende og så genkendeligt, at det gav mig gåsehud. Martin skal afsøge eller definere sine grænser, hvilket er en svær opgave, når alt er normalt, men anderledes besværligt (og for et publikum heldigvis ofte meget underholdende), når alting ramler.