Det nyeste kapitel i den danske Netflix-satsning tager nye chancer med en gammel formular.

Den legendariske filmanmelder Roger Ebert plejede at sige, at “det ikke er hvad den handler om, men hvordan den omhandler det”. Han mente at selv nedslidte klichéer kan resultere i en god filmoplevelse, hvis man bare tænkte ud af boksen og drejede på de rigtige knapper.

Og det virker til at folkene bag sæson to af Kastanjemanden, der har fået undertitlen Tælle til en, tælle til to, netop har forstået moralen i anmelderens gode råd.

For lad os lige være ærlige engang: en seriemorder der efterlader kastanjefigurer på gerningsstedet, blot for at politiets efterforskningshold kan prøve at knække koden, er så absurd et koncept, at man enten bliver nødt til at ryste på hovedet, eller krydse fingre for at manuskriptforfatterne kan tage det bizarre udgangspunkt og brude det som et springbræt i stedet for en ankelkæde. Og den nyeste sæson skal atter engang prøve at skabe vidundere ud af det absurde.

Meget af det kan naturligvis krediteres til Søren Sveistrups to romaner, som de to sæsoner henholdsvis tager udgangspunkt i. Nordic noir der låner (hvis ikke direkte stjæler) fra eksperter indenfor krimi-feltet så som David Fincher og Thomas Harris’ Hannibal Lecter-bøger, hvis genfærd ånder serien så koldt i nakken, at man har lyst til at ringe til politiet og anmelde en stalker. I den første sæson var det små kastanjefigurer, og i den nye sæson er det, af alle ting, en tælleremse man lærte i de små klasser i folkeskolen.

Heldigvis ved folkene bag den nye sæson af Kastanjemanden ikke alene hvad der fungerede første gang, men også hvordan man videreudvikler idéen uden at koge suppe på en slagtet og tortureret høne.

Tælle til en, tælle til to ser igen Naia Thulin og Mark Hess prøve at finde hoved og hale i de mystiske spor, der dukker op blandt mordofrene. Men den nye sæson har kløgtigt finpudset formularen fra sæson 1, så et alment børnerim kan bruges som et nedtællingsur. Så ikke alene jagter politiet en farlig gerningsmand, men de ved også hvornår deadlinen udgår – og hvilke fatale konsekvenser det har ikke at nå tidsfristen.

Tilbage fra virkeligheden og ind i mørket

Det er umanerligt skønt at man kan mærke karakterernes udvikling mellem sæsonerne – bogstavelig talt. De trækker ikke bare i uniformen igen som var det blot endnu en dag på arbejdet. Seerne får et indblik i hvilke problemer Thulin og Hess kæmper med i privaten – og med hinanden.

Hes er taget tilbage til Danmark af bekymrende årsager i familielivet, og pludselig havner sagen om et mystisk drab på en kvinde i skødet på ham. Samtidig prøver Thulin fortsat at balancere livet som en af landets bedste efterforskere, med rollen som ansvarlig alenemor. Derudover bliver et unikt element mellem de to krimi-kæmpere, der kun blev ledt til i den første sæson, officielt bekræftet. Og i den første halvdel af sæsonen skal vores helte både lære at håndtere en ny sag, et problematisk privatliv, og hinanden.

Kemien mellem Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard er så tyk at man kan skære i den – eller, placere en kniv mellem dens skulderblade, bagbinde den og smide den ud i en skov. Deres sammenspil er alfa omega for at vi kan acceptere al den virvar der foregår ude på gerningsstederne. Vi ser dem både på de gode dage og de dårlige – især de dårlige. Og atter engang får Følsgaard segmenteret hvorfor han velfortjent er en af vores mest hyldede skuespillere. Hans måde at balancere på en linedanserline mellem at være kold, ligeglad, empatisk, dybt arbejdsorienteret og fuldstændig emotionelt knust er en side af Hess-karakteren vi ikke så meget til i den første sæson. Men nu har Følsgaard fået et noget stærkere manuskript at arbejde med – og han æder hver scene han befinder sig i.

Samme opskrift, men nye kokke foran komfuret

Man skulle tro at nordic noir er blevet Danmarks tredjestørste indtjeningskilde, kun overgået af Ozempic og Lego-figurer. Siden Forbrydelsen rullede over skærmen på DR i tidernes morgen, bliver den ene bog om et vansiret mordoffer efter den anden sendt ud på bogreolerne, og vi æder det råt hver gang. Siden da har både Afdeling Q, Broen, Oxen og mange flere fået stor succes og med tiden er de også begyndt at skrue mere ned for socialrealismen og op for det teatralske. Og Tælle til en, tælle til to er skam fyldt til randen med dem. Du vil selvfølgelig opleve at folk flygter ind i deres hjem sent om aftenen, og aldrig tænke på at tænde en eneste lampe. Er det skræmmende? Absolut. Er det på nogen som helst måde realistisk eller fornuftigt? Ikke i nærheden af.

Genierne bag de nye sæson har tydeligvis kigget på ikke alene hvad der virkede i den første sæson, men også legenderne bag det iskolde gys før dem, og sagt “vi ved hvad vi ikke skal pille ved – men også hvad vi kan skifte ud”. I den nye sæson kan seerne derfor både forvente Thomas Harris-inspiration, Fincher-klassikere som Se7en og Zodiac, og sågar en smule Fredag d. 13 lige for at drysse lidt uventet på toppen. Heldigvis bliver den vilde krydsblanding et blodtørstigt bæst for sig selv, der bringer både varme, mystik og rigelig med gåsehud.

Så jo, det kan godt være at vi for længst har smidt realisme og fornuft ud af vinduet, men til gengæld er der blevet gjort plads til alt fra familiedrama til vilde skuddueller. Det bliver spændende at se om de atter engang kan genopfinde den dybe tallerken, skulle en potentiel tredje sæson lande på streaming om et par år, eller om de vil lade Sveistrups vamle univers blive opslugt af forrådnelsen, som en død kvinde i skovbunden.

Kastanjemanden Tælle til en, tælle til to lander på Netflix den 7. maj.