[b]Uhøjtideligt røvspark[/b]

Med et tegneserieforlæg af Mark Millar – manden med forlæg til den tvivlsomme “Wanted” – kombineret med Matthew Vaughn i instruktørstolen kan superhelte-pastichen “Kick-Ass” på forhånd ligne en sammensat uforudsigelig cocktail. Vaughn var bagmand til den oversete “Stardust”, der gav friskt humoristisk liv til den klassiske eventyrfilm bl.a. med en forrygende Robert De Niro som homoseksuel eventyrkaptajn. Spændende er det, om Vaughn kan gøre det samme med superheltegenren, der umiddelbart har toppet med de fremragende “The Dark Knight” og “Watchmen”.

Dave er den helt almindelige teenager, der dagdrømmer om popularitet og skolens babe. En dag beslutter Dave sig for at bryde med almindeligheden – han vil være superhelt. Uheldigvis for Daves superhelteambitioner har han ingen særlige evner. Denne mindre detalje stopper imidlertid ikke Dave, der skaber sit alter ego Kick-Ass, som via en dumdristig slåskamp, en mobiltelefon og YouTube snart bliver et kultfænomen – succesen er hjemme. Den uproblematiske berømmelse veksles dog hurtigt til dødelig alvor, da Kick-Ass kommer på kant med mafiaen, der har forvekslet den anderledes hårdtsparkende og hævntørstige far/datter-duo Big Daddy og Hit Girl med stakkels Dave. Berømmelsen har sin pris.

“Kick-Ass” følger opskriften fra Ruben Fleischers “Zombieland”, hvor der selvbevidst sjovt blev kommenteret kærligt på den klassiske zombiefilm. På samme vis refererer “Kick-Ass” til sine mere højtidelige forfædre, som da Dave storladent satirisk proklamerer, at: [i]”Med ingen evner følger intet ansvar.”[/i] “Spider-Man” er ikke glemt. Humoren er filmens store force, hvilket markerer et betragteligt fremskridt i forhold til den seneste Millar-filmatisering, “Wanted”, der knækkede halsen på en ubærlig selvhøjtidelighed. Vaughns gakkede stjernestøv fornægter sig heldigvis ikke.

Lighederne med “Zombieland” kan også spores til indholdssiden, hvor en forudsigelig teenageromance desværre på samme vis fylder for meget i “Kick-Ass”. Det er ikke igennem Dave, at filmen sparker røv, men derimod når det charmerende kæmpetalent Chloë Moretz i rollen som Hit Girl deler rigt ud af uforlignelige one-liners og afstraffende håndmadder. Hun er uimodståelig som pigen, der hellere vil have butterflyknive end barbiedukker i fødselsdagsgave af farmand. Parallelt med at den bedårende Hit Girl får mere og mere plads i filmen sammen med den hævntørstige Big Daddy, knækker filmens moralske logik desværre også. For filmen rejser en række velment kritiske spørgsmål om selvtægt og hævn, hvilket den slutteligt vælger at forlade igen – i værste fald opmuntrer den ligefrem til selvtægt – til fordel for et glorificerende voldsorgie, hvilket giver “Kick-Ass” et skær af skizofreni.

Som film burde “Kick-Ass” egentlig ikke kunne fungere, idet vi præsenteres for et væld af bikarakterer og sidehistorier og ditto til disse. Men det gør den nu alligevel. Dette skyldes ikke mindst Vaughns suveræne overblik over sin fortælling, hvor alle oplysninger, der bringes i spil, har det klare og veldefinerede mål at bringe handlingen videre med stor autoritet og overskud. Et overskud, der også viser sig i filmens brug af musik, hvor der både hilses ironisk til Morricones westerntemaer og hentes inspiration fra den kontrapunktiske musikanvendelse i “Watchmen”, hvor ekstreme blodsudgydelser akkompagneres af enten positiv popmusik eller yndefuldt klassisk. Endelig bør filmens klipper Jon Harris nævnes, der via en helt usædvanlig sans for timing gør filmen til et skoleeksempel på skarpskåret og kreativt klippearbejde.