[b]Fremmed i fødelandet[/b]

Løftede pegefingre og store moralske prædikener er ofte et kendetegn for dårlige film, og en del af os fra 70’er-årgangene husker utvivlsomt stadig med lede de mange rædsomme omgange underholdning for børn og unge, der ofte var så tapetseret med politisk propaganda, at selv ikke de bedste ideer kunne få luft.

Derfor var det også lidt med en snigende mistanke om at få serveret et stykke bart med kvalmende politisk korrekthed, at jeg satte sig til rette for at se “Kidnappet”, der umiddelbart godt kunne ligne et højbelagt et af slagsen. Lykkeligvis har filmskaberne for det meste gemt både de fodformede sko og den lilla ble langt væk, og man har i stedet koncentreret sig om at ligge et styks velsammensat spændingsfilm.

Uden unødvendige omsvøb etablerer filmen hurtigt sit omdrejningspunkt. Det 12-årige kenyanskfødte adoptivbarn Simon er taget med sin mor en tur til sit fødeland, som han dog ikke har den store interesse i. I stedet ligger hans opmærksomhed ved den Michael Laudrup-signerede fodbold, som hans far netop har foræret ham. Et uheldigt spark sender dog fodbolden over hotellets hegn, hvor den bliver fundet af nogle fattige børn, der tager den med til det lokale slum. Uden at hans mor opdager det, løber Simon efter i håbet om at få den højtelskede bold igen.

Det er dog kun begyndelsen på balladen, for berøvet sit dyre mærketøj, der hurtigt bliver stjålet, ligner Simon en hvilken som helst anden kenyansk dreng. Da rygterne spreder sig om den danske dreng, der er mange dusørpenge værd, bliver Simon hurtigt et eftertragtet bytte blandt de lokale bøller, men blandt slumbyens børn finder han dog også allierede.

“Kidnappet” er skrevet og instrueret af Vibeke Muasya, som hermed får sin spillefilmdebut med denne alt andet end typiske børne/ungdomsfilm. Vi er meget langt væk fra den hjemmestrikkede hygge fra “Karla”-serien og i stedet kastet ud i noget, der til forveksling ligner en voksenfilm. Værker som “City of God”, “Slumdog Millionaire” og “Ghosts of Cité Soleil” har snarere været et forbillede, og de nedslidte rammer udgør unægtelig en spændende baggrund til de dramatiske begivenheder. Der går ikke mange sekunder, inden handlingen er i fuld drift, og det er på sin vis både filmens styrke og svaghed, eftersom vi på intet tidspunkt får en chance for at kede os, men samtidig gør det også persontegningerne noget vage. Simon selv når ikke at udvikle megen personlighed, før han må spurte for sit liv, og han bliver hurtigt reduceret til en samling reaktioner på plottet og de andre mere farverige figurer. Mest fremtrædende bliver hurtigt Connie Nielsen som den hårdtprøvede mor, der overbelæsses med så mange råd, at man dårligt kan bebrejde hende, hvis hun tager imod nogle af de forkerte.