[b]Far, mor, mor og børn[/b]

Februar er en spændende måned for filmfolket. Først og fremmest er der Oscaruddelingen i slutningen af måneden. Derudover er der masser af gode Oscarominerede film at kaste sig over. I biffen kan man se både “Black Swan”, “True Grit” og “127 Hours”, og fans af David Fincher kan glæde sig over dvd/Blu-ray-udgivelsen af “The Social Network”. I denne anmeldelse skal vi se på endnu en Oscarnomineret film – dog ikke en af samme økonomiske kaliber som de førnævnte film, men en fra det hurtigtvoksende amerikanske independent-marked.

Den 15-årige Laser og hans 18-årige storesøster Joni er børn i en ikke helt normal familie. De er opvokset uden en far, men har til gengæld to mødre, Nic og Jules. Laser er imidlertid blevet nysgerrig efter at vide, hvem deres biologiske far er, og med hjælp fra søsteren finder han frem til Paul, som i sin tid donerede sin sæd til det lesbiske par. Paul bliver langsomt en del af familien, men det går ikke helt gnidningsfrit, da Nic føler, hun bliver skubbet mere og mere ud af familien.

“The Kids Are All Right” er helt og holdent drevet af karaktererne, og filmen byder på udelukkende fremragende skuespilpræstationer fra den stærke bemanding. I spidsen af familien står Annette Bening og Julianne Moore som det lesbiske par, og hvilket par! Deres samspil slår gnister, og de udfylder rollerne med en ømhed og intimitet, der på fantastisk vis legemliggør den lange historie, som går forud for alle længerevarende forhold. Som personer er de forskellige som ild og vand, men det er netop i det ikke helt gnidningsfri møde mellem modsætningerne, at den fiktive familie opnår den kompleksitet, der gør historien så troværdig.

I rollen som ungernes biologiske far Paul har vi Mark Ruffalo, som er nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle. Og han er såmænd intet mindre end genial i rollen som den tilbagelænede restauratør. Ruffalo tilfører figuren visse elementer, som simpelthen ikke [i]kan[/i] nedfældes på et stykke papir eller for den sags skyld udtænkes rent intellektuelt – en enestående, men utroligt subtil mimik med små fagter og intonationer. Med så gennemført en karakter er det næsten utænkeligt, at Ruffalo ikke har smidt en god del af sin egen personlighed ind i rollen.

Første halvdel af filmen præges af en lang række akavede scener med pinlig tavshed mellem familien og Paul. Ikke i så voldsom grad som i “Klovn” eller serien “The Office”, men lige præcis nok til at tæerne krummes et par grader. Det er lykkedes instruktør og forfatter Lisa Cholodenko at finde en balance, der gør fortællingen både sjov og virkelighedsnær. “The Kids are All Right” minder i stemning og fortællestil om den fantastiske “Sideways” og placerer sig dermed i centrum af den amerikanske independent-scene.

Hen mod midten af fortællingen foretager Cholodenko et fokusskift fra børnene til de voksne. Det sker ganske ubemærket og naturligt og vidner om det instruktionsmæssige overskud, den ellers forholdsvist ukendte instruktør lægger for dagen. Og netop overskuddet stråler ud af skærmen gennem de utroligt gennemarbejdede karakterer og virkeliglighedsnære dialoger. “The Kids Are All Right” fortæller en samfundsrelevant og vedkommende historie, som oven i hatten har en overordentlig høj herlighedsværdi. Med så mange gode film på plakaten til årets Oscar-show bliver “The Kids Are All Right” nok ikke den store vinder, men en yderst værdig deltager er den helt bestemt.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 16:9. Der er ikke meget at sige om videotransferet. Det er nemlig fejlfrit. Ingen støj, ingen edge-enhancement, naturlige farver og en fuldstændig stabil kontrast. Sådan skal det gøres!

[b]Audio[/b]

DTS og Dolby Digital 5.1. Lydsporet er hverken noget at juble eller græmmes over. Dialogen er fin og klar, og heldigvis for det, for der er ikke meget andet at høre udover lidt musik. Sub’en er ikke i brug, og baghøjtalerne bruges stort set kun til lidt fuglekvidder nu og da.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder kun trailere.