Quentin Tarantino forsætter i “Kill Bill: Vol. 2” sin beretning om den hævntørstige The Bride (Uma Thurman), der tjente som instruktørens undskyldning for at lave én lang film-pastiche, bygget over de asiatiske kampsports-, Western-, splatter-, og klassiske noir-film som Tarantino dyrkede inden han blev en feteret instruktør. Tarantino har med “Kill Bill” filmene haft frit spil og slipper her virkelig sin indre filmnørd løs, hvilket giver glimt af det talent instruktøren nu engang har, men som desværre også ofte resulterer i en ustabil fortælling, der kunne og burde have været mere stramt skruet sammen.

Filmens første scene er en hyldest til 1940’ernes noir-thrillere. The Bride sidder i sin bil og kigger resolut ind i kameraet mens hendes fortællerstemme, ledsaget af passende filmmusik, leder tankerne hen på film som “Double Indemnity”, og fører os tilbage til hvor det hele begyndte: massakren i kirken. Eftersom det er The Bride der ser tilbage, er det hele naturligvis skudt i sort-hvid. Dermed ikke sagt, at andre flashback scener i filmen også er i sort-hvid, for dette er Tarantinos helt private stilistiske legeplads, hvor han gør præcis hvad der passer ham. Senere vil han også smide split screens, slow-motion og andre stilistiske elementer ind i filmen.

Uma skærer, skyder og kæmper sig ned af dødslisten, og det hele ville have været temmelig forudsigeligt, hvis ikke Tarantino heldigvis havde smidt et par overraskelser ind undervejs. For ikke alle lejemordere er lige nemme at få bugt med…

Selvom “Kill Bill: Volume 1” delvist formåede at finde en balance mellem dynamisk action, farverige karakterer og Tarantinos hav af referencer til andre film og pop-kultur, lykkedes det ikke med samme grad af succes i Vol. 2. Tarantino går simpelthen i selvsving, og smider hver eneste lille detalje han synes kunne være interessant ind i filmen, hvilket giver den ene lange digression efter den anden. Tarantino har tydeligvis hygget sig med at skrive subplot-figurer, såsom en gnaven stripklubejer, en moderlig lejemorder og en 80 år gammel bordelejer. Men disse konstante sidehistorier divergerer fra filmens egentlige plot: The Bride’s hævntogt. Hvad værre er: Disse digressioner er ikke særlig interessante. Hvor den perverse opsynsmand, som pimpede de comatøse patienter (inklusiv The Bride) til liderlige truckere i Vol. 1 var tilpas farvefuld, formår Tarantino aldrig rigtig at gøre andre end hovedpersonerne i Vol. 2 spændende eller give dem instruktørens ellers så slående og morsomme dialoger – som i drikkepenge-diskussionen i “Reservoir Dogs” eller “Royal with cheese” scenen i “Pulp Fiction”.

Hvis filmens svaghed er, at Tarantino med “Kill Bill: Vol. 2” har haft [i]carte blanche[/i] med sin filmpastiche, klichéer og kærlighed til popkultur, er det dog samtidig også disse, som har været med til at forme Tarantino som instruktør og gjort ham til den dygtige håndværker han vitterligt er – hvilket til dels redder filmen. For indimellem de lange scener findes de guldkorn, som der altid er i en Tarantino-film. Der er bare færre af dem. Filmens højdepunkt er The Bride’s opgør med først Budd (Michael Madsen) og derefter den enøjede Elle Driver (Daryl Hannah). Hvor opgøret med Budd bliver en brutal og sadistisk oplevelse, er kampen med Elle rå, voldsom og dynamisk – og minder lejlighedvist om den første “Matrix”. Begge nævnte episoder fungerer glimrende.

Thurman som The Bride er tilpas karismatisk, men actionscenerne falder hende tydeligvis stadig ikke helt naturligt. Michael Madsen er god som kvabset ex-lejemorder, der nu arbejder som fordrukken udsmider i en stripklub. Daryl Hannah spiller den skruppelløse og usympatiske lejemorder i en rolle, som man ikke tidligere har set hende i hvilket hun slipper ganske heldigt fra. David Carradine som bossen Bill er derimod ikke ny i skurkerollen, og er her, som altid, fuldstændigt overbevisende.