[b]En psykopats bekendelser[/b]

Nogle film har en evne til at dele vandene. Sådan en står vi med her. Da Filmz’ anmelder Søren Ildved i juni måned anmeldte “The Killer Inside Me”, strøg filmen helt til tops med seks stjerner og en bunke rosende vendinger i ryggen. Denne anmeldelse, derimod, har ikke meget tilovers for Michael Winterbottoms film om den psykopatiske politibetjent Lou.

Vi befinder os i en lille, indspist by i Texas i midten af 1950’erne. Den unge og charmerende vicesherif, Lou, får til opgave at smide en nytilflyttet prostitueret pige ud af byen, fordi den lokale storkapitalist ikke bryder sig om sin søns omgang med hende. I stedet for at give hende sparket forelsker Lou sig i hende, men pludselig står det klart, at Lous handlingsgrundlag er knap så romantisk, som det ser ud til at være. Der går ikke længe, før Lou viser sig at være fuldblodspsykopat af værste skuffe, og lidt efter lidt begynder ligene at hobe sig op omkring ham.

“The Killer Inside Me” har især ét alvorligt problem: Hovedpersonen er hamrende usympatisk, og det bliver derfor utroligt svært at bekymre sig om hans foretagender. Der er meget langt mellem film, som forsøger sig med en usympatisk hovedperson og endnu længere mellem dem, hvor det rent faktisk lykkes at lave en fængslende fortælling, og “The Killer Inside Me” er ikke en af dem. Casey Affleck har fået meget ros for sin præstation i filmen, og der skal ikke herske tvivl om, at han er et af de få lyspunkter, men karakteren er i sig selv så uengagerende, at ethvert forsøg på at tilføje ham nogle interessante personlighedstræk synes fejlslagent på forhånd.

Lous tynde personlighed og ligegyldighed over for sine omgivelser er naturligvis en af filmens pointer, hvis ikke [i]selve[/i] pointen, men for at denne kan lykkes, kræves mindst én anden større rolle, som publikum kan identificere sig med, og en sådan eksisterer simpelthen ikke i filmen. Bevares, der er da flere sympatiske og nogenlunde interessante karakterer, men disse optræder så sjældent, at de aldrig bliver andet end forbigående indslag.

Michael Winterbottom bruger i “The Killer Inside Me” to klassiske fortælleteknikker: en voiceover med Lous tanker og et soundtrack, der primært gør brug af kontrapunktisk musik. Voiceoveren virker meget malplaceret og fremstår mest af alt som et desperat forsøg på at give publikum et kig ind i Lous brutale og sammenhængsforladte verden, men fraværet af en sådan voiceover havde sandsynligvis gjort karakteren mere interessant ved at tilføje lidt mystik. Men også den kontrapunktiske musik slår fejl. Brugt ordentligt kan et sådant ironisk soundtrack tilføje i forvejen vanvittige situationer endnu mere galskab og dermed påpege en scenes absurditet, men den tandløse 50’er-pop i nærværende film lyder mere som en soundtrack-konsulent, der totalt har misforstået filmens tema.

Den brutale og meningsforladte vold har stukket sit grimme ansigt frem i mange nyere film, men temaet er bestemt ikke nyt – tænk blot på Kubricks hyper-æstetiserede “A Clockwork Orange”. Forskellen på Kubricks mesterværk og “The Killer Inside Me” er imidlertid, at førstnævnte runder af med en pointe. Man kan med rette pointere, at netop fraværet af en pointe – eller med andre ord [i]meningsløsheden[/i] – i “The Killer Inside Me” [i]er[/i] selve pointen, men hvor interessant er det blot at påpege, at der eksisterer meningsløs vold?

[b]Video[/b]

Præsenteret i 16:9. Videotransferet har kort sagt en forfærdeligt dårlig kontrast. Der er ikke en eneste sort tone i filmen, men til gengæld en masse mørkegrå, og det fremhæver naturligvis en del digital støj i skyggerne. Farverne fremstår desuden af samme grund en anelse svagere, men til gengæld slipper vi for edge-enhancement.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1. Lydsporet på dvd’en er dejligt fyldigt og byder på en veldefineret dialog. Der er masser af atmosfæriske elementer i surroundhøjtalerne, så den lille sydstatsby kommer til live, og enkelte panoreringer bliver det også til. Det er på ingen måde et audiotransfer, der gør sig meget bedre end gennemsnittet, men det er dog den mest vellykkede feature på denne dvd.

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er intet ekstramateriale på dvd’en, men til gengæld kan man få sig et godt grin over de elendige undertekster. Der er både slåfejl og kiksede oversættelser, men også decideret meningsforstyrrende fejl, som da Lou taler om sin afdøde stedbror:

[i]”I couldn’t have loved a real brother any more.”[/i]

oversat til:

[i]”Jeg kunne have elsket ham mere.”[/i]